Rasmus Prehn indtager Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

0

Om tre uger står det nye Ministerium for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri klar. Den nye minister, Rasmus Prehn (S), har allerede en køreplan klar.

– Landbruget, fiskeriet og fødevaresektoren fortjener et samlet Folketing, der samarbejder om den her dagsorden. Derfor bliver det min opgave i den kommende tid at genopbygge tilliden og samle ordførerne og partier. Det er afgørende med et bredt samarbejde, når afgørende opgaver såsom Brexit og en grøn landbrugsreform venter, og derfor vil jeg også prioritere at komme ud i landet og have dialogen direkte med landmændene, fiskerne og det øvrige erhverv.

Sådan siger den nye minister i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Rasmus Prehn (S) i en pressemeddelelse. Han oplyser, at han har sat jagten ind på at finde en departementschef, og at han forventer, at det nye ministerium er klar om tre uger. Det indebærer, at

• Adskillelsen og opdeling fra Miljøministeriet falder på plads, og at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri etableres som selvstændigt ministerium med en ny organisering. 
• Et system for genkendelige og solide arbejdsprocesser oprettes med særligt fokus på den juridiske kvalitetssikring, så der i fremtiden ikke opstår tvivl om lovhjemmel. 
• Der udarbejdes en konkret punktplan, der skal sikre, at alle sager også giver klare svar på alle centrale spørgsmål.
• Der udarbejdes en plan for, hvordan dialog og samarbejde med erhvervet genstartes.

– Der er uden tvivl begået fejl. De fejl skal vi med sikker hånd rette op på, ligesom vi skal gøre alt for hurtigst muligt at få genskabt tilliden, siger Rasmus Prehn.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her