Offentlig pulje giver kortere vej fra hav til bord

Grundlæggerne af Rømø Rejer Aps, barndomsvennerne Lasse Guldberg Sörns og Troels Hellesøe-Jensen. Foto: Landdistrikternes Fællesråd
Grundlæggerne af Rømø Rejer Aps, barndomsvennerne Lasse Guldberg Sörns og Troels Hellesøe-Jensen.

Med et tilskud fra den grønne pulje med BUGO-midler kan Rømø Rejer levere rejer, der er fanget og pillet lokalt.

Publisert Sist oppdatert

Det har i årevis været almindeligt, at rejer fra Rømø bliver fragtet med lastbil via Holland til Marokko, hvor de bliver pillet. Men med etableringen af Rømø Rejer kan det meget vel være en saga blot. Den lille virksomhed har med et tilskud fra en ny grøn pulje med såkaldte BUGO-midler fået mulighed for at investere i en rejepillemaskine, som får en fast plads på Rømø Havn. Det skriver Landdistrikternes Fællesråd i en pressemeddelelse.

Rejepillemaskinen højner naturligt kvaliteten, da der bliver kortere, fra rejerne er fanget, til de kan serveres, og samtidig er den bæredygtig. Rømø Rejer har fået råd til maskinen med et tilskud fra en offentlig pulje, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling (BUGO) i landdistrikterne. Rømø Rejers pillemaskine har modtaget over 366.000 kroner fra puljen svarende til 22 procent af den samlede pris.

De Lokale Aktionsgrupper (LAG og FLAG) er lokalt forankrede foreninger, der arbejder for at skabe udvikling og innovation i danske lokalsamfund, og det er dem, der varetager udviklingspuljerne, der kan søges til projekter i landdistrikterne, som på den ene eller anden måde understøtter lokalområdet.

Der er i alt 30 lokale aktionsgrupper i Danmark, hvoraf syv er integrerede FLAG. I de første år af programperioden 2014 – 2016 var der afsat 90 millioner kroner årligt. Med virkning fra 2017 var beløbet faldet til 60-65 millioner kroner. I 2020 er der afsat yderligere 30 millioner kroner til LAG-ordningen, der er møntet på projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. I den nye programperiode fra 2021 er beløbet til LAG-ordningen endnu ikke offentliggjort.

Powered by Labrador CMS