Endelig falder en aftale om Kolding Havn på plads

Arkivfoto: Kolding Havn

Efter et længere dramatisk tovtrækkeri er byrådet i Kolding Kommune endelig blevet enige om, hvad der skal ske med havnen. Fordelingen af erhverv og byudvikling har været et af de springende punkter.

Publisert Sist oppdatert

Trusler og beskyldninger mellem politikere og erhvervsliv i Kolding har fløjet gennem luften de seneste uger, men efter, hvad der kan beskrives som et ganske mudret forløb, er de lokale byrådspolitikere blevet enige om, hvordan kagen skal skæres på Kolding Havn de kommende år. 24 ud af 25 stemte tirsdag aften for, at dele af havnen kan blive inddraget til byudvikling, mens andre dele af havnen fortsat kommer til at være øremærket til erhvervet. Det skriver Jydske Vestkysten.

For to år siden præsenterede Venstre med borgmester Jørn Pedersen i spidsen en plan for en fuldstændig afvikling af erhvervslivet på havnen, som så skulle omdannes til et nyt boligområde. Det fik sindene i kog blandt erhvervslivet og i medlemmerne af havnens bestyrelse, og selvom flere af politikerne til Jydske Vestkysten beskriver den netop indgåede havneaftale som et resultat af kompromisets kunst, lader der trods alt til, at der er tilfredshed med fordelingen i aftalen, hvor der altså både bliver plads til boliger og erhvervsliv.

– Ind i mellem er det nødvendige kompromis en god ting. Det er ikke altid, at alle kan få det, de ønsker. Her har vi fundet en vej frem, så både byrådet og havnens virksomheder får mulighed for at udvikle deres interesser. Nu skal vi tage arbejdstøjet på og finde ud af, hvordan vi kan skabe ro om det samarbejde, der skal være om det, sagde eksempelvis tidligere borgmester og medlem af havnebestyrelsen, Per Bødker Andersen (S), som tidligt i forløbet sagde rungende nej til en nedlukning af havnen.

Powered by Labrador CMS