Labour: Regeringen bør tage mere ansvar for maritimt CO2-udslip

Udklip-768x467

Det britiske Labour-parti kritiserer premierminister Boris Johnsons konservative regering for at tillade den britiske maritime sektor at udlede mere CO2.

Publisert Sist oppdatert

Det britiske Labour-parti kritiserer premierminister Boris Johnsons konservative regering for at tillade den britiske maritime sektor at udlede mere CO2.

The Independent skrev søndag, at Labour opfordrer regeringen til at ”tage ansvar” for britiske hav-emissioner. Labour mener, at Storbritannien skal medtage maritime kulstofemissioner i sine nuværende klimamål. Også regeringens egne rådgivere har gentagne gange bedt den konservative administration om at inkludere søtrafik i briternes CO2-mål, da det bidrager med cirka tre procent af Storbritanniens CO2-emissioner.

Regeringen er imidlertid enige om at tillade sektoren at øge sit CO2-fodaftryk indtil 2030, hvilket er i strid med Storbritanniens erklærede mål om kulstofneutralitet inden 2050. Labours talsmand for grøn transport, Kerry McCarthy, sagde til Independent:

– Det fremgår tydeligt af det, vi så i IMO i sidste uge, at der på globalt niveau bliver tøvet med reelle tiltag mod skibsemissioner. Regeringen skal nu vise både indenlandsk og international lederskab ved at tage ansvar for vores andel af emissioner fra international skibsfart. Klimakrisen forværres, og Storbritannien er vært for COP26-klimatopmødet næste år, og derfor har tiltag fra regeringen på området aldrig været vigtigere end lige nu.

Går længere end nogensinde
Den britiske regering bliver rådgivet af Committee on Climate Change (CCC), som allerede har opfordret til, at emissioner inkluderes i Storbritanniens reduktionsmål. Det ventes at denne opfordring bliver gentaget, når CCC 9. december offentliggør sine nyeste anbefalinger.

Som svar på Labours opfordring har Transportministeriet udsendt en erklæring:

– Storbritannien går længere end nogensinde for at tackle skibsfartens emissioner med investeringer på over 166 millioner kroner i en grønnere maritim sektor. Frem mod COP 26 vil vi kraftigt øge vores bestræbelser på at bekæmpe klimaændringer. Der er for nylig blevet vedtaget foranstaltninger i The Maritime Environment Protection Committee, som repræsenterer det første af mange tiltag under IMOs oprindelige strategi for at dekarbonisere international skibsfart. Regeringen vil arbejde tæt sammen med andre medlemslande og IMO i de kommende måneder for at udvikle robuste mellem- og langsigtede foranstaltninger.

Powered by Labrador CMS