80 meter skibe fra den britiske flåde vil patruljere ved hårdt Brexit

0

Hvis et hårdt Brexit bliver en realitet, vil fire skibe fra den britiske flåde patruljere de britiske farvande og sikre, at EU-medlemmernes fiskere holder sig væk.

Deadline for en Brexit-aftale er meget snart udløbet, og i Storbritannien forbereder man sig på et hårdt Brexit, der vil betyde, at ingen fiskere fra EUs medlemslande har ret til at fiske i britisk farvand. Fire skibe fra den britiske flåde klar til at stoppe, tjekke og beslaglægge alle EU-fiskebåde, som er i britisk farvand. Det oplyser det britiske forsvarsministerium ifølge Ritzau.

– Forsvarsministeriet har udført grundig planlægning og forberedelse for at sikre, at Forsvaret er klar til en række scenarier ved udgangen af overgangsperioden, siger en talsmand for forsvarsministeriet.

De 80 meter lange skibe fra flåden vil patruljere landets eksklusive økonomiske zone, som kan strække sig 320 kilometer ud fra kysten. Ifølge avisen The Guardian vil to af skibene være ude på tjek i farvandet. To står standby og kan blive sendt afsted, hvis fiskebåde fra EU kommer ind i den pågældende zone.