Danske lodsregler ensrettes med nabolandes

svenborg-bugser-dolphin-e2017-i-frederikssund-ifm-kronprinsesse-marysbro_fotograf-svendborg-bugser-2-768x432

En regel, som har været helt særlig for Danmark, ændres nu, så færre slæbebåde skal tage lods ombord. Dermed kommer der til at gælde de samme regler i Danmark som i vores nabolande.

Publisert Sist oppdatert

Fra 1. januar 2021 må slæbebåde i gravede render eller afmærkede sejlløb bugsere større genstande uden nødvendigvis at tage lods ombord. Det ligger ifølge Danske Rederier fast, efter Søfartsstyrelsen har ændret en række bekendtgørelser, der vedrører sejlads med lods og slæbebåde.

Tidligere måtte det bugserede maksimalt måle 28 meter i længden, men det ændres nu til maksimalt 50 meter i længden. Bredden må være op til 20 meter. Det kan være pramme, kabler, installationsfundamenter eller skibsskrog, som trækkes i vandet efter slæbebådene.

Det er en ændring, som Danske Rederier har arbejdet for som led i det igangværende servicetjek af lodsreglerne. Med den foreslåede justering kommer de danske regler, for hvornår der skal tages lods om bord, til at ligne reglerne i vores nabolande som blandt andet Norge, Sverige, Polen og Holland.

I Danske Rederier er der tilfredshed med, at der nu bliver ens vilkår, for Danmark og de omkringliggende lande, når det gælder slæbebåde:

– Vores vigtigste opgave er at sikre rimelige og konkurrencedygtige vilkår for danske rederier uden at gå på kompromis med sikkerheden. Derfor ser vi det som en klar sejr, at reglerne nu harmoneres med vores nabolande, når både Søfartsstyrelsen, rederier og lodser er enige om, at den nye grænse på 50 meter er fuldt forsvarlig, siger Maria Skipper Schwenn, direktør for sikkerhed, miljø og maritim forskning i Danske Rederier, og tilføjer:

– Meget er sket siden 1995, hvor 28 meters-reglen stammer fra. Vi har i dag langt bedre elektroniske søkort og skibe med bedre navigationsudstyr og manøvremuligheder, og derfor giver det rigtig god mening at gøre reglerne tidssvarende.

Bekendtgørelsesændringerne træder i kraft 1. januar 2021.

Powered by Labrador CMS