Mærsk skifter Københavns Havn ud med Kalundborg

y9a6881-768x512

I det nye år etablerer Mærsk en ny containerterminal på havnen i Kalundborg, og det betyder et farvel til Copenhagen Malmö Port.

Publisert Sist oppdatert

Pr. 1. marts forlader Mærsk det dansk-svenske havneselskab Copenhagen Malmö Port centralt i København fra 1. marts 2021 for i stedet at anløbe spritnye havnefaciliteter i Kalundborg drevet af havneoperatøren APM Terminals. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

– Kalundborg er en havn, der er under hurtig udvikling, og hvor der er blevet foretaget store investeringer. Nu hvor APM Terminals er operatør ser vi en stor synergi i at flytte vores forretning til Kalundborg, der ligger ideelt, ift. at vi kan imødekomme vores vækstambitioner på Sjælland og styre vores nuværende kundebase bedre og mere bæredygtigt, siger Stig Kirkegaard, der er landechef for A.P. Møller – Mærsk. APM-terminalen etableres i den nybyggede Ny Vesthavn, hvor vanddybden er 15 meter.

Sammen med etableringen opretter Mærsk en ny feedrrute til Kalundborg med to afgange om ugen med rotation mellem Bremerhaven, Hallstahammer, Helsingborg, Kalundborg, Aarhus og Fredericia. Mærsk oplyser, at den nye rute i alt vil stå for 30 procent af containertrafikken på Sjælland.

Giver også fordele for miljøet
– Vi er stolte over, at A.P.Møller – Mærsk som vores første kunde har valgt APM Terminals i Kalundborg til som det vigtigste logistikpunkt i den østlige del af Danmark. Med Kalundborg ser vi en mulighed for at give kunderne en god service og et effektivt og konkurrencedygtigt produkt på en stærk placering, der er godt forbundet, tilgængeligt og tættere på industrien og havnens kunder, siger Dennis Olesen, som er Managing Director Nordics for APM Terminals.

I Kalundborg er der selvsagt glæde over Mærsks beslutning om at rykke teltpælene op. Og udover de åbenlyse økonomiske fordele, det vil give både havnen og byen Kalundborg, vurderer havnedirektør Bent Rasmussen ifølge Søfart, at det også kan give miljømæssige fordele, at containerskibe ikke længere er tvunget til at sejle hele vejen nord om Sjælland og derved kan spare tid og brændstof.

– Jeg er glad for, at Kalundborg Havns bestyrelse samt tidligere havnebestyrelser og bestyrelsesformænd samt ikke mindst kommunalbestyrelse undervejs i hele processen lige fra VVM-redegørelse, lokalplan til business case og lånegaranti har givet os deres fulde opbakning og i den grad har troet på os. Dagens aftale har vist, at det af og til lønner sig at være modige, fremsynede og stå fast, siger Bent Rasmussen.

Powered by Labrador CMS