Danmarks største fiskerihavn ligger i Skagen

0
Foto: Skagen Havn.

Trods lille tilbagegang kan Skagen Havn henvise Hanstholm og Thyborøn til sekundære placeringer.

Corona-krisen har betydet en lille tilbagegang fra Skagen Havn, der for 2020 havde en samlet landingsværdi på cirka 991 millioner kroner mod mere end en milliard kroner året før. Der er dog stadig tilfredshed hos havnedirektør Willy B. Hansen, der kan glæde sig over, at Skagen har landets største fiskerihavn foran Hanstholm og Thyborøn.

– Vi er glade for, at Skagen havn på trods af en svær tid stadig er Danmarks største fiskerihavn. Det er vores opfattelse, at fiskeriets aktiviteter og markedssituationen har været betydeligt præget af den verdensomspændende pandemi, siger han i en pressemeddelelse.

Der blev i det forgangne år landet lige knap 290.000 tons fisk i 2020 i alt mod 341.000 tons i 2019. Ud fra statistikken er 52 procent af alle landinger af fisk i Skagen havn fra udenlandske fartøjer. Det var blandt andre skibe fra Grønland, Færøerne og Litauen, men i særdeleshed fartøjer fra Norge og Sverige, som i 2020 stod for henholdsvis 16 procent og 20 procent af alle landinger i Skagen fordelt på vægten. Sild, makrel, industrifisk, rejer og jomfruhummere, er de arter der landes flest af i Skagen havn.

En udvidelse af Skagen Havn nærmer sig sin afslutning, og det er godt nyt for fiskerne, der kan se frem til bedre faciliteter og infrastruktur.

– De nye faciliteter på Etape 3 af havneudvidelsen forventes at være klar til at blive overdraget til de kommende lejere her i første kvartal af 2021, og med det nye landareal på 190.000 kvm med godt 1000 meter kajer, vil der fortsat være plads til vækst for fiskerirelaterede aktiviteter og for havnens øvrige kunder, siger Willy B. Hansen.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her