Fiskeristyrelsen dropper tidligere sager om kvotekoncentration

0

En fornyet beregning vil ikke føre til en ny afgørelse, vurderer Fiskeristyrelsen.

Som en del af opfølgningen på Kammeradvokatens forvaltningseftersyn har Fiskeristyrelsen foretaget en fornyet vurdering af, om der er grundlag for at genoptage sager om kvotekoncentration fra perioden 2014-2016. Det skriver Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen har ved undersøgelsen ikke fundet nogen sager, der bør genoptages, fordi en fornyet beregning af kvotekoncentration ikke ville føre til en anden afgørelse (tilladelse til eller afslag på overdragelse af ejerandele eller kvoteandele).

Kammeradvokatens Forvaltningseftersyn undersøgte tilbage i 2018 bl.a. Landbrugs- og Fiskeristyrelsens ændring af reguleringsbekendtgørelsen i 2014 i relation til beregningsgrundlaget for kvotekoncentrationen for IOK. Før 2014 blev beregningen af kvotekoncentrationen foretaget på baggrund af Danmarks initialkvote pr. 1. januar.

Initialkvoten er den kvote, som Danmark får tildelt af EU ved årets begyndelse. Såfremt initialkvoten ikke var fastsat ved årets begyndelse, skulle beregningen ske på grundlag af et gennemsnit af de tre foregående års kvoter. Efter ændringen i 2014 skulle beregningen foretages på baggrund af et gennemsnit af de foregående tre års endelige danske kvoter.

Blev opdaget i 2017
Landbrugs- og Fiskeristyrelsen konstaterede primo 2017, at styrelsens beregninger af kvotekoncentrationen i perioden, fra da ændringen trådte i kraft den 15. oktober 2014 og frem til 2016, reelt ikke var blevet foretaget på baggrund af et gennemsnit af de foregående tre års endelige danske kvoter.

Styrelsen besluttede i februar 2017, at beregningsgrundlaget skulle korrigeres fremadrettet, men at der ikke skulle foretages korrektioner bagudrettet. Kammeradvokaten kritiserede denne beslutning, da der ikke har kunnet findes dokumentation for, at styrelsen foretog en vurdering af, om der var behov for, at allerede afgjorte sager blev genoptaget.

Styrelsen har derfor undersøgt om nogle fiskere har fået lov til at købe flere kvoteandele end tilladt, eller om nogle fiskere har fået afslag på køb af kvoteandele, selvom de ikke ved anvendelse af det korrekte beregningsgrundlag ville have overtrådt reglerne om kvotekoncentration. Styrelsen vurderer, at der ikke er nogen sager, der ville have ført til andet resultat.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her