Organisationer vil have søfolk undtaget for karantæne

nordic-tankers_nordicnelly_crew_2_aug_2011-768x511

Søfarende der rejser til eller gennem Danmark bør undtages et krav om karantæne ved indrejse. Det mener Maskinmestrenes Forening, Dansk Metal og Danske Rederier, som sammen har henvendt sig til justitsministeren.

Publisert Sist oppdatert

Det kan komme til at gå ud over søfolk, hvis de omfattes af krav om karantæne ved indrejse til Danmark, som lige nu overvejes som mulig restriktion i kampen mod Covid-19.

Og netop søfolkenes muligheder for at komme til og fra deres skibe så let som muligt er en forudsætning for ikke at spænde ben for handel og forsyningssikkerhed.

Derfor har Maskinmestrenes Forening, Dansk Metal og Danske Rederier i dag skrevet til justitsminister Nick Hækkerup med ønske om at få undtaget søfolk fra mulige kommende krav om karantæne ved indrejse til Danmark.

– Coronapandemien har gjort det svært for søfolk at komme til og fra deres skibe. Og de rejser løbende til og fra skibe med korte hjemmeperioder. Derfor kommer vi nu sammen med søfolkenes fagorganisationer med et brændende ønske om, at regeringen undtager søfarende, hvis der indføres krav om karantæne ved indrejse til Danmark, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

Søfolkene omgås en begrænset personkreds ombord på skibene, og når de rejser til og fra skibene, bliver de typisk testet flere gange.

Det er forskelligt, hvor lang udmønstringsperioderne for de søfarende er, men for en gruppe arbejder de to uger og har to uger fri. De vil, medmindre søfolk undtages, skulle i karantæne i 10 ud af 14 hjemmedage.

Vigtigt dansk knudepunkt
I sommer lavede regeringen sammen med Danske Rederier, Dansk Metal og Maskinmestrenes Forening en ordning, der gjorde det muligt at bruge Københavns Lufthavn som knudepunkt for besætningsskift.

– Vi er og har været meget glade for ordningen med at få søfolk ind gennem Københavns Lufthavn. Nogle har slutdestination i Danmark, mens andre rejser i transit videre mod deres skibe. Det vil være praktisk talt umuligt for de søfarende, hvis de også falder ind under kravet om karantæne ved indrejse. Vi har stor forståelse for, at smitterisikoen skal begrænses, men vi håber, at regeringen kan se, at søfolk bør undtages, siger Anne H. Steffensen.

Brevet til justitsministeren er underskrevet af Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening, Ole Philipsen, formand for Metal Maritime og Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

Powered by Labrador CMS