Flere skibe sejler under Dannebrog

flag-change-forza2-krediter-maersk-supply-service-_edited-768x432

Et udfordrende år med svære besætningsskift og usikkerhed om verdenshandlen har ikke påvirket lysten til at sejle under dansk flag. Danmark går igen frem som flagstat og øger også skibenes samlede kapacitet under dansk flag.

Publisert Sist oppdatert

Listen over handelsskibe med Dannebrog i hækken er igen blevet længere. Danske Rederier har opgjort udviklingen i antallet af skibe under dansk flag og udviklingen af den samlede kapacitet for skibe under dansk flag – bruttotonnagen. 764 skibe sejler netop nu under dansk flag. Det er 33 flere end sidste år svarende til en fremgang på 4,5 procent.

Bruttotonnagen er vokset med 4,8 procent fra 21,3 millioner BT til 22,3 millioner BT.

– 2020 har mildest talt været et besværligt år for rederibranchen, men vi kan glæde os over, at de danske rederier har flaget flere skibe ind og øget kapaciteten. Det vidner om, at Danmark er en meget stærk søfartsnation, og at det danske flag står stærkt, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.

Danmark er i øjeblikket verdens 12. største søfartsnation, hvis man måler på opereret tonnage under dansk flag og verdens femtestørste søfartsnation, hvis man ser på de danske rederiers samlede opererede tonnage.

– Det er vigtigt at have et stærkt dansk flag, når vi taler søfart, for det giver tyngde som søfartsnation ude i verden, og det stiller os bedre, når der skal forhandles. Et stort flag giver indflydelse på de store og altafgørende dagsordner, som skal løftes internationalt ikke mindst på klimaområdet. Samtidig sikrer flere skibe under dansk flag jobs i land og bidrager dermed positivt til økonomien, siger Anne H. Steffensen.

Udviklingen over det seneste år er meget forskellig indenfor de forskellige segmenter i shipping. Mens container, offshore og gastank er næsten uændret både i forhold til antal skibe og bruttotonnage, er der en mere signifikant udvikling i tank og tørlast.

Tørlast er relativt set vokset mest fra 138.277 BT til 409.892 BT, hvilket svarer til 196,4 procent. Tørlastflåden under dansk flag er vokset med ni skibe.

Tank er gået fra 3,3 millioner BT til 4,0 millioner BT. Det svarer til 21,7 procent. Antallet af tankskibe er gået fra 160 til 177.

Ro-ro- og passagerskibene med dansk flag er også blevet flere det seneste år. Her er flåden vokset med syv skibe til 115 i alt. Den samlede bruttotonnage er 1,1 millioner BT.

Tallene er trukket af Danske Rederier fra IHS Seaweb i januar 2021.

Powered by Labrador CMS