Kriegers Flak klar til at levere strøm til 600.000 husstande

0

Danmarks største vindmøllepark, Kriegers Flak, er nu klar til at sende grøn strøm videre til stikkontakter i 600.000 danske hjem.

Energistyrelsen har netop meddelt Vattenfall elproduktionstilladelse og udstedt elproduktionsbevilling til Vattenfall for Kriegers Flak Havmøllepark. Det betyde, at havmølleparken vil kunne levere strøm de næste 25 år til op til 600.000 danske husstande, oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse. Når alle 72 havvindmøller er rejst, vil parken levere 50 pct. mere strøm end den hidtil største havvindmøllepark i Danmark, Horns Rev 3.

– Det er en milepæl for dansk vindenergi, at Kriegers Flak som den hidtil største danske havvindmøllepark nu kan bruge Østersøens friske vind til at producere grøn strøm. Grøn energi er afgørende for fremtidens klimaneutrale samfund, og med strømmen fra Kriegers Flaks havvindmøller viser Danmark sig igen som et foregangsland i brugen af vindenergi, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Den første strøm fra Kriegers Flak Havmøllepark forventes leveret til elnettet i slutningen af januar eller i starten af februar 2021. Herefter forventes vindmøllerne løbende koblet til elnettet, indtil hele havvindmølleparken er tilsluttet. Havvindmølleparken skal være fuldt tilsluttet senest 31. december 2021.

Parken kan levere en samlet effekt på op til 604,8 MW, men må dog maksimalt levere en effekt på 600 MW målt i tilslutningspunktet.