Prehn afviser at udelukke norske fiskere fra dansk farvand

Foto: Gordon Johnson, Pixabay.

Det skaber frustration blandt danske fiskere, at norske fiskere har adgang til dansk farvand, når norsk farvand er lukket for EU-fiskere, men fiskeriminister Rasmus Prehn (S) afviser at lukke døren for Norge.

Publisert Sist oppdatert

Så længe danske fiskere er udelukket fra at fange fisk i norsk farvand, skal norske fiskere ikke have adgang til Danmark. Det citerer DR nordjyske fiskere for at sige, men minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Rasmus Prehn (S) afviser overfor samme medie, at det skulle være en god ide.

Efter et ministerrådsmøde mandag er der ikke umiddelbart udsigt til, at danske fiskere kan få adgang til norsk farvand foreløbig, på trods af at fiskeriministeren efter eget udsagn gjorde, hvad han kunne for at finde en løsning, som alle parter kunne være tilfredse med.

– Problemet er jo at få landet en aftale med nordmændene, som nu også sideløbende med at forhandle med EU skal sidde med en separat forhandler – nemlig Storbritannien, som ikke længere forhandler på EU-siden. Det er jo konsekvensen af hele Brexitforløbet, så det er svære forhandlinger. Vi presser på, og presser på og presser på, sagde ministeren efter mødet.

Powered by Labrador CMS