Danmarks Fiskeriforening i skarp kritik af Concito

Foto: Jens Nørgaard.

En fiskefrikadelles klimaaftryk er ifølge Concitos nyeste vurdering tre gange større end en frikadelle af svin, og det er skudt helt ved siden af, mener Danmarks Fiskeriforening.

Publisert Sist oppdatert

I en netop offentliggjort database vurderer tænketanken Concito, at fiskeri har et stort klimaaftryk, og det mener Danmarks Fiskeriforening er helt i skoven. Concito blander fejlagtigt vildtfanget fisk og opdrætsfisk sammen, så fiskernes fangster får et alt for højt klimaaftryk, lyder kritikken ifølge Fiskeritidende.

– Det er en fejl at beregne klimapåvirkningen ud fra opdrættede fisk. Concito opstiller et skrækscenarie, hvor der ikke er fisk i havet, og laver deres beregninger ud fra, at alt fisk er opdrættet. Det er helt uden for skiven, for vi fisker bæredygtigt sådan, at bestandene vokser. Det vildleder forbrugerne dobbelt op at antage […], at vilde fisk påvirker klimaet mere, end det reelt gør, siger Danmarks Fiskeriforenings formand, Svend-Erik Andersen.

Han er især utilfreds med, at Concito har opgjort, at en fiskefrikadelle har et tre gange så stort klimaaftryk som en frikadelle produceret af svin, og han opfordrer Concito til at ændre opgørelsen for fisk, da han frygter, det vil skade klimaet, hvis forbrugerne tror, at fisk er mindre klimavenligt end kød.

Powered by Labrador CMS