Is og frost holder ikke Marinehjemmeværnet nede

07-122-isforlaegning-4

Marinehjemmeværnet har været nødsaget til at flytte rundt på flere fartøjer for at sikre, at der kan tilkaldes hjælp, hvis nogen kommer galt afsted.

Publisert Sist oppdatert

Flere steder i landet meldes der om temperaturer, der ligger et tocifret antal grader under frysepunktet, og enkelte steder er det problematisk grænsende til umuligt at komme ind og ud af havnene. Hos Marinehjemmeværnet har man derfor været nødt til at tænke kreativt for fortsat at kunne være på vagt og klar til at rykke ud og hjælpe, hvis der sker en ulykke til vands.

Flere fartøjer er nu rykket ud af fjordene til alternative havne for fortsat at være klar til opgaver, oplyser Marinehjemmeværnet i en pressemeddelelse. Eksempelvis blev det besluttet, at flytte fartøjet, Manø, i Struer længere ud af Limfjorden.

– Vi havde jo hørt vejrudsigten, og da jeg var omkring havnen om formiddagen kunne jeg se, at isen allerede var 3 – 4 centimeter tyk. Derfor ringede jeg til chefen og sagde: ‘Vi nødt til at forlægge nu, ellers kommer vi ikke ud.’ Og klokken 14.00 forlagde vi så til Thyborøn, forklarer Bjarne Thyrrestrup, som er næstkommanderende ved Marinehjemmeværnet i Struer, og fortsætter:

– Vi måtte lige sejle lidt frem og tilbage for at brække isen, så vi kunne komme ud. Vi kan jo ikke sejle i mere end 5 centimeter is. Vores skibes metalskrog er ikke egnet til sejlads i is – så får de buler​.

Bjarne Thyrrestrup oplyser, at det typisk er de fartøjer, der ligger inde i en fjord, som bliver presset, når vinteren bider. De skal ud til det åbne vand ved kysten. Her fryser de mere aktive havne og det omgivende vand med højere saltindhold, mere strøm og måske lidt højere temperaturer ikke nær så hurtigt til. Han har dog aldrig tidligere oplevet, at Thyborøn Havn har været frosset til.

Powered by Labrador CMS