Ærøskøbing Havn vil investere i ny mole til millioner

money-2180330_1920-768x512-1

I løbet af foråret ventes en renovering af molen i havnen i Ærøskøbing at være færdig. Renoveringen kommer til at koste over tre millioner kroner.

Publisert Sist oppdatert

Den gamle mole i Ærøskøbing skal renoveres, da de gamle træbjælker er mørnet og fyldt med råd og rust. De skal derfor skiftes ud, og hele renoveringen kommer til at koste lidt over tre millioner kroner. For pengene får man også fremtidssikret molen, oplyser Ærøs borgmester, Ole Wej Petersen (S), til Fyens Stiftstidende.

Pengene kommer primært til at blive brugt på dykkere, der skal lave store dele af den nye mole, fordi det er den eneste måde, man kan lave den slags mole. Et billigere alternativ havde været en mole på såkaldte monopæle, men det havde betydet en fuldstændig ændring i molens udtryk. Der havde været vand mellem broerne, så det i højere grad havde kommet til at ligne lystbådehavnen i Søby.

Hvis alt går efter planen, vil molen være færdig i løbet af foråret og dermed inden højsæsonen. De 3.228.000 kroner, renoveringen i alt kommer til at koste, er cirka 50 procent dyrere, end hvad der var oprindeligt budgetteret. Pengene bliver fundet internt i budgettet for havnen, da de bliver taget fra renoveringen af toiletbygningerne.

Powered by Labrador CMS