Ørsted sælger havvindmølleparker til Norge

Borssele-1-og-2.-Foto-Oersted

Danske Ørsted har indgået en aftale med Norges Bank Investment Management (NBIM), som køber en 50 procent ejerandel af Ørsteds Borssele 1 & 2 Havvindmøllepark på 752 MW i Holland.

Publisert Sist oppdatert

Ørsted har indgået en aftale med Norges Bank Investment Management (NBIM), som køber en 50 procent ejerandel af Ørsteds Borssele 1 & 2 Havvindmøllepark på 752 MW i Holland. Havvindmølleparken blev idriftsat i fjerde kvartal 2020 og producerer grøn strøm svarende til en million husstandes årlige elforbrug i Holland.

Den samlede værdi af transaktionen er cirka 1,375 milliarder euro (cirka 10,2 milliarder kroner), som skal betales ved afslutningen af transaktionen, der forventes omkring sommeren 2021. Som en del af aftalen vil Ørsted fortsætte med at levere langsigtede drifts- og vedligeholdelses-ydelser (O&M) fra sin O&M-base i Vlissingen i Holland. Derudover får NBIM leveret netbalanceringsydelser af Ørsted samt en langsigtet afsætningskanal for den vedvarende elektricitet, der genereres af Borssele 1 & 2.

Aftalen markerer NBIM’s første investering i unoteret, vedvarende energiinfrastruktur.

“Som en af verdens største institutionelle investorer gør Norges Bank Investment Management en forskel ved at foretage bæredygtige investeringer. Vi er glade for at kunne byde NBIM velkommen som partner på Borssele 1 & 2, som er et skelsættende projekt for Hollands omstilling til vedvarende energi, og vi er glade for at støtte NBIM i deres strategi om at investere i aktiver inden for vedvarende energiinfrastruktur,” siger kommerciel direktør og viceadministrerende direktør i Ørsted, Martin Neubert.

“Vi er meget glade for at samarbejde om Borssele 1 & 2 med Ørsted, der er markedsleder inden for havvind. Vi er glade for at have foretaget vores første investering i unoteret, vedvarende energiinfrastruktur, og vi ser frem til at arbejde sammen med Ørsted om at levere grøn energi til hollandske husstande,” siger Mie Holstad, Chief Real Assets Officer hos Norges Bank Investment Management.

Frasalget til NBIM er betinget af myndighedsgodkendelser.

Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på Ørsteds tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2021 om et resultat på EBITDA-niveau, eksklusive nye partnerskabsaftaler, på 15-16 mia. kr. eller på det udmeldte forventede investeringsniveau for 2021. Udover ovenstående forventes Borssele 1 & 2-partnerskabet at have en EBITDA-effekt på ca. 5 mia. kr. i 2021.

Powered by Labrador CMS