Dansk fiskeri vil ikke mærke meget til Brexit
Storbritanniens udtræden af EU vil ikke betyde stor tilbagegang for den danske fiskeindustri. Det viser beregninger fra Københavns Universitet ifølge Ritzau.
En tredjedel af de danske fiskeres fangster var sidste år fra britisk farvand, og der var derfor stor frygt for, at Storbritanniens udtræden af EU ville koste dansk fiskeri dyrt. Men nu siger økonomer, at det langt fra bliver så slemt som frygtet.
Ifølge beregninger fra økonomer på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet risikerer den danske fiskeindustri – her iblandt fiskefabrikker og engroshandlen med fisk – et lille fald i omsætningen på mellem 2,5 og 4,6 procent.
Godt nok skæres de danske kvoter i de områder, der påvirkes af brexit-aftalen, med ni procent, men da de tilbageværende kvoter ikke bliver udnyttet i dag, behøver tilbagegangen ikke at blive så stor.
“De kvoter, der er omfattet af brexit-aftalen, udnyttes i dag ikke fuldt ud, og hvis man udfylder dem fuldt ud, vil man kunne opretholde stort set samme fiskeri som i dag,” siger Max Nielsen, der er økonom og lektor på Københavns Universitet til Ritzau.
En større tilbagegang forventes der til gengæld på salg af blandt andet rejer. Med brexit-aftalen vil der nemlig blive lagt told på fisk, som danske virksomheder importerer fra lande, der ikke er medlem af EU – herunder Norge, Grønland og Færøerne – og eksporterer direkte videre til Storbritannien.
“Det er primært rejer, som i dag stammer fra tredjelande og bliver solgt videre til Storbritannien, og her er opgaven for den danske fiskeindustri at få solgt det på andre markeder, hvilket ikke er umuligt. På den måde vil man kunne redde en del af det tabte salg – måske ikke det hele – men meget,” siger Max Nielsen til nyhedsbureauet.
Fødevare- og fiskeriminister Rasmus Prehn (S) glæder sig over beregningerne, men slår samtidig fast, at de danske fiskere alligevel skal kompenseres for det økonomiske tab ved Brexit.