Konsekvens af Brexit: Dansk fisker vil åbne i Storbritannien

0
CEO Klaus B. Nielsen. Foto: Espersen

Ekstra papirarbejde og højere fragtomkostninger får den danske fiskeproducent Espersen til at tænke i nye baner. Snart vil virksomheden etablere en ny fiskefabrik i Storbritannien. Det skriver TV2 Bornholm.

Den danske fiskeproducent Espersen fra Hasle på Bornholm går med tanker om udvidelse af forretningen til at indkludere en ny fiskefabrik i Storbritannien.

”Hvis den rigtige fabrik kom på den rigtige placering og til den rigtige købspris, så vil vi ikke tøve særligt længe med at gøre det.” Sådan siger Klaus B. Nielsen, der er administrende direktør for Espersen, til TV2 Bornholm.

Det er særligt skilsmissen mellem det britiske kongerige og EU, der har gjort ondt på den danske virksomhed. Brexit har nemlig kastet ekstra arbejde af til Espersen, der har en stor eksport til Storbritannien.

Højere fragtomkostninger og mere papirarbejde har derfor tvunget virksomheden til at bede sine medarbejdere om at arbejde væsentligt mere, og i alt forventer direktøren, at det ekstra bureaukrati koster virksomheden fire til fem millioner kroner i 2021.

En udenlandsk fabrik vil dog ikke være helt nyt territorium for Espersen, der i forvejen har fiskefabrikker både Litauen, Polen, Rusland, og Vietnam – foruden altså Danmark – og hvis det lykkes at finde et godt sted på den anden side af Nordsøen, så skal de nuværende ansatte ikke frygte, at deres job flytter med.

”Fabrikken i Hasle er en dedikeret McDonalds-fabrik, som har 15-20 procent af sin omsætning til England, så det vil de fortsat skulle have der. Det er ikke noget vi flytter til England,” siger Klaus B. Nielsen.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar her
Skriv dit navn her