Dansk havn får grønt landstrømanlæg til syv millioner

Foto Korsør Havn
Foto Korsør Havn

Støj og skadelige svovlpartiker bliver snart en saga blot i Korsør havn. Et nyt landstrømanlæg fra Soft & Teknik og Schneider Electric skal forsyne skibe og kraner med grøn vindmøllestrøm. Dermed går Korsør Havn fra at være strømforbrugende til at blive strømproducerende.

Publisert

Danske erhvervshavne kan være et støjende og beskidt bekendtskab. Det skyldes især skibe og kraners diselmotorer, som både forurener og larmer, hvilket er til stor gene for miljøet, havnen og det omkringliggende samfund. I Korsør Havn tager man nu tyren ved hornene og investerer massivt i landstrøm, så de tillæggende skibe fremadrettet kan koble sig på grøn vedvarende energi i stedet for at skulle lade dieselmotorer køre i mange timer, mens skibene ligger til kaj.

Elektrificeringen af Korsør Havn kom i udbud for et års tid siden, og aftalen er netop blevet underskrevet i samarbejde med leverandøren af landstrømanlæg Soft & Teknik samt den globale specialist i energioptimering og automation, Schneider Electric.
En grøn investering i havnens fremtid

Finansieringen på syv millioner dækkes delvist af midler fra EU’s NON-Stop Projekt, der bidrager med 1,5 millioner kroner, samt af Korsør Havn, som ejes af Slagelse Kommune. Finansieringen vurderes at være tjent hjem efter 10 år. Via landstrømanlægget kan Korsør Havn nu bedre udnytte den vedvarende energi og dermed bidrage til kommunens mål om at mindske CO2-udledningen med mindst 70 procent frem mod 2030.

”Vi betragter landstrømanlægget som en investering i havnens fremtid, først og fremmest fordi, det kan tiltrække flere skibe og skabe vækst i Korsør havn og by. Den sparede CO2-udledning smitter samtidig direkte af på kommunen, som dermed kommer tættere på at nå sine klimamål og kan vise, at det er en kommune, der tager den grønne omstilling seriøst. Ultimativt kan det potentielt også tiltrække nye borgere til byen,” siger Jimmi Jørgensen, Havnedirektør i Korsør Havn.

Schneider Electric, der i januar blev kåret til verdens mest bæredygtige virksomhed, skal levere transformere, koblingsanlæg og lavspændingsudbydere, som gør det muligt for Korsør havn at skabe strøm til to skibe og to kraner på samme tid. Da havnen ikke er ret stor, har man indtil videre vurderet, at dette er tilstrækkeligt til at dække det nuværende behov.

”Fordi skibenes motorer er forskellige, og fordi vi ikke har noget fast tal på, hvor mange skibe der kommer, og hvor længe de ligger i havn, er det svært at udregne de konkrete CO2-besparelser, men vi estimerer, at CO2- besparelsen fra den daglige drift årligt vil svare til at 4.000 færre biler dagligt kører rundt i Korsør by, som har 14.500 indbyggere. Det er med andre ord noget, der vil give et betydeligt aftryk i lokalsamfundet,” siger René Andersen, Renewable Key Account Manager hos Schneider Electric.

Hvor Korsør Havn med den planlagte løsning får dækket sit nuværende behov, ser René Andersen fra Schneider Electric desuden et generelt stort potentiale for elektrificering af danske havne:

”Potentialet for grøn landstrøm er enormt. For rederier og havne giver det mulighed for at reducere CO2- udledningen fra skibene, mens det for borgerne i nærområdet betyder renere luft og færre støjgener. Løsningen er relevant for alle havne, og vi forventer faktisk at se en stigende udnyttelse af landstrøm over de næste år. Lige nu er vores primære fokus på skibe og kraner, men på sigt ønsker vi også at tilbyde strøm til lastbiler og toge, ligesom vi også har ladestande-løsninger til helt almindelige personbiler,” siger René Andersen, Renewable Key Account Manager hos Schneider Electric.

Powered by Labrador CMS