Vestjysk havn udvides både til vands og til lands

Foto: Thyborøn Havn

Thyborøn Havn er ved at uddybe sejlrenden i kanalen, og nu bruges det overskydende sand til at udvide havneområdet.

Publisert

Efter at have været mere end ti år undervejs er sejlrenden i Thyborøn Havn endelig ved at blive udvidet fra otte til ti meters dybde. Et større arbejde, der udføres af verdens største sandsuger Njord R.

Hele 300.000 kubikmeter sand pumper den op fra bunden af kanalen med 1000 kubikmeter i timen, men de store mængder sand skal ikke gå til spilde.

Derfor har man på den vestjyske havn besluttet at bruge det overskydende sand til at udvide havneområdet – Når man nu alligevel var i gang med havneudvidelsen.

“I stedet for at smide sandet ud på havet, så er det smartere at pumpe det i land og lave landareal ud af det, som man kan lave forretning på. Så det er en intern win-win,” siger direktør på Thyborøn Havn, Jesper Holt Jensen til TV MidtVest.

Nogle af godsvirksomhederne, der vil få gavn af pladsforøgelsen, er Nordsøral A/S, Thyborøn Stevedore A/S og Blue Water A/S, som alle er aktive i Thyborøn Havn.

Havnedirektøren satser på at havnen udvides med et areal på 150.000 kvadratmeter, og den nye kaj forventes klar til indvielse i juli 2022.

Powered by Labrador CMS