Brand i ventilationsanlæg på Karstensens Skibsværft

Arkivfoto: Karstensens Skibsværft

Tirsdag gik der ild i et filter i et ventilationsanlæg på Karstensens Skibsværft i Skagen.

Publisert

Nordjyllands Beredskab måtte tirsdag formiddag rykke ud til en brand på Karstensens Skibsværft i Skagen. Ifølge TV2 Nord var der nemlig gået ild i et filter i et ventilationsanlæg på værftet.

Ilden nåede heldigvis aldrig at sprede sig til andre dele af bygningen, men det brændte filter forårsagede en hel del røg i værftets store svejsehal.

“Vi har sørget for at få hallen godt ventileret og så kan de vende tilbage til arbejdet,” siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Thomas Dybro til TV-kanalen.

Beredskabet betragter branden som en uheldig hændelse, da der ikke er noget der tyder på, at der har været uforsvarlige installationer eller lignende.

Ingen mennesker har været i fare i forbindelse med branden.

Powered by Labrador CMS