Analyse af Danske Maritime – Markedsforhold, udfordringer og behov

Analyse af Danske Maritime – Markedsforhold, udfordringer og behov

Danske Maritime’s administrerende direktør, Jenny Braat, tegner et øjeblikkeligt billede af industrien samt dens udfordringer og behov. Her bringer vi et uddrag af analysen.

Publisert Sist oppdatert
Analyse af Danske Maritime – Markedsforhold, udfordringer og behov

Europa er langsomt ved at åbne for sine grænser – og så alligevel ikke, for pandemien giver fortsat store udfordringer, og ser man på tingene globalt, ser det stadig ud til at kunne vare en rum tid, før resten af verden kommer tilbage på sporet.

Fokuserer vi på den maritime verden, er der dog alligevel optimisme at spore. Statistikkerne for ordretilgang i årets første 6 måneder viser, at der blev kontraheret skibe for 55 milliarder kroner – mod 48 milliarder i hele 2020. Tallet i sig selv er ikke ensbetydende med, at alt er godt, men pilen peger i den rigtige retning.

Samtidig er priserne på skibene steget, hvilket var tiltrængt. Det er der mange årsager til, men et væsentligt element er, at priserne på stål er steget med op til 50 procent over det sidste halve år. Derudover må man antage, at der i forhold til nye skibe i disse tider er et helt anden fokus på emissioner, energieffektivitet og kvalitet, hvilket også bør reflekteres i prisen.

Et eksempel er prisen på et 10.000 teu containerskib. Denne er steget med op til 30 procent gennem de seneste år, og priserne på fragtskibe som helhed er steget med 9 procent. Omkostninger til skroget – det vil sige stål og stålarbejdet – udgør på simple skibe som bulkcarriers 30 procent af prisen, mens de på mere avanceret skibe typisk udgør omkring 20 procent. Så prisstigningerne for fragtskibene kan godt retfærdiggøres med stigningerne i stålprisen, mens de høje stigninger på blandt andet containerskibe – som er tættere på forbrugerne – også må antages at reflektere højere krav til udstyr. Ikke mindst i forhold til fremdrivning, som i højere og højere grad skal kunne leve op til forbrugernes forventninger om bæredygtig transport samt de kommende klima- og miljømæssige krav.

Overordnet betragtet ser vi gode takter og har klare forventninger til, at efterspørgslen efter nye skibe og grønne opgraderinger af den eksisterende flåde vil tage fart i de kommende år. I den forbindelse har vi med glæde konstateret, at implementeringen af ballastvandssystemer følger IMO kravene og har givet mange af vores værfter og udstyrsproducenter travlt.

Desværre kan vi også konstatere, at der ude i verden produceres anlæg, som ikke kan løfte opgaven. Den australske regering har gennemført en undersøgelse, som viste, at 33 procent af systemerne ombord fejlede. Dette er meget problematisk, da formålet med disse systemer er at beskytte vores havmiljø. Danske Maritime mener derfor, at man bør stramme kontrollen og sikre, at de skibe, som ikke renser deres ballastvand, ikke får lov til at slippe det ud i havmiljøet – også selv om det koster en transport.

Samtidig må det ikke være sådan, at de virksomheder, som bruger ressourcer på at udvikle nyt udstyr, og de virksomheder, der vælger at benytte dem som de første, løber en stor økonomisk risiko. Der er brug for bedre opbakning til grønne first movers, og der bør ikke være smuthuller i lovgivningen. Vi har et fælles ansvar for en langt mere bæredygtig flåde. Hvor der er evne, er der pligt, og formår vi ikke at løfte det nødvendige ansvar, er det de efterfølgende generationer og vores klode, som betaler prisen.

Så på den ene side ser vi lovende fremtidsudsigter inden for spændende maritime løsninger. Både i forhold til nybygninger og i forhold til opgraderinger af den eksisterende flåde, og vi ser mange gode tiltag, som alt andet lige vil føre til færre emissioner og en lang række klima- og miljøvenlige tiltag.

Men på den anden side, så oplever vi desværre manglende kontrol af de implementerede tiltag, og derfor er der med Danske Maritimes øjne behov for et mere ambitiøst og effektivt IMO.

Samtidig skal vi være bevidste om, at det ikke er givet, at den forventede fremgang ender hos os her i Danmark – selv om vi kan bryste os af at være grønne og innovative. Det kræver, at vi fortsat udvikler os, at den globale bevægelighed genoprettes, og at vi er konkurrencedygtige.

Du kan læse hele analysen på linket her.

The post Analyse af Danske Maritime – Markedsforhold, udfordringer og behov first appeared on Maritime Direct.

Powered by Labrador CMS