FF Skagen lukker fabrik i Hanstholm
Faldende kvoter fører til færre fisk, mens flere fiskemelsfabrikker på markedet fører til øget konkurrence om fiskene. Fiskemel- og olieproducenten FF Skagen tager konsekvensen og lukker fabrikken i Hanstholm.
Trods historisk høje priser på fiskemel og olie, så har reducerede kvoter og høje priser på råvarerne udfordret Fiskemel- og olieproducenten FF Skagen.
Samtidig er der i løbet af de seneste fire år åbnet fem nye fiskemelsfabrikker – tre i Østersøen og to i Norge – og med markant faldne kvoter er der altså nu færre fisk på markedet og flere om at aftage dem.
Dén konkurrence har altså fået FF Skagen til at dreje nøglen om på fabrikken i Hanstholm.
“Vi har på hele branchens vegne kæmpet med at råbe biologerne og politikerne op, men indtil videre uden held, for kvoterne er fortsat på vej ned ad bakke uden et fremtidigt håb om et opsving. Vi står simpelthen med alt for stor kapacitet til alt for få fisk,” siger CEO i FF Skagen, Johannes Palsson i nyhedsbrevet FF Nyt.
Sidste år måtte virksomheden igennem en fyringsrunde, men efter endnu en væsentlig reduktion i mængden af fisk i år har det endnu engang været nødvendigt at tilpasse virksomheden situationen på markedet. I Hanstholm er der i dag 45 medarbejdere, og forhandlinger er indledt med tillidsvalgte om processen videre.
“Vi har altid sagt, at så længe der er fisk og kvoter til rådighed, vil fabrikken i Hanstholm ikke blive lukket. Men netop fisk og kvoter er, hvad der mangler og har manglet længe. Vi er utroligt kede af, at det rammer vores gode og trofaste medarbejdere, men vi ser ingen anden udvej end at skære endnu mere ind til
benet. Jeg vil understrege, at det er dybt frustrerende at nå hertil, fordi biologerne år på år fejler i deres beregninger af kvoter,” siger CEO i FF Skagen, Johannes Palsson.
Virksomheden understreger, at den fremover fortsat vil købe fisk og servicere skibe i Hanstholm. Fremadrettet vil landingerne dog efterfølgende blive kørt til bearbejdning på fabrikken i Skagen. Derudover bibeholder virksomheden lejeaftalen på Hanstholm Havn.
“Hanstholm er en stærk lokation, såfremt fiskekvoterne i Nordsøen ændrer sig i fremtiden, så vi håber, lejeaftalen på den ene eller den anden måde kan være en fremtidssikring for FF Skagen,” siger Johannes Palsson.