Danske offshore-rederier vælger Dannebrog

Danske offshore-rederier vælger Dannebrog

I dag flager endnu to store offshore-skibe ind til dansk flag – og det er mere reglen end undtagelsen, at Dannebrog er til tops, når danske offshore-skibe stævner ud. 86 procent af offshore-skibene fra danske rederier sejler under dansk flag.

Publisert Sist oppdatert
Danske offshore-rederier vælger Dannebrog

Det er Dannebrog, der oftest bliver valgt, når danske rederier sender deres offshore-skibe på havet for at løse opgaver indenfor havvind eller olie/gas. Danske Rederier har opgjort andelen af danskopererede offshore-skibe på dansk flag, og den ligger på 86 procent af den samlede danske offshore-flåde.

I dag bliver der igen brug for Dannebrog, for rederiet Cadeler har besluttet at flage deres to store installationsskibe, Wind Orca og Wind Osprey ind til dansk flag.

”Danmark har som søfartsnation et rigtigt godt ry, og det vil vi gerne bakke fuldt op om. Vi vil gerne være med til at give dansk søfart en endnu stærkere stemme både internationalt og herhjemme. Det gælder på klimaområdet, men også om at sikre den fortsatte tilgang af dygtige medarbejdere, som bliver et vigtigt konkurrencevilkår i fremtiden. Vi glæder os derfor over, at alle skibe i den voksende Cadeler-flåde kommer under dansk flag,” siger administrerende direktør i Cadeler, Mikkel Gleerup.

I 2018 valgte Folketinget at inkludere opførsel af havvindmøller i de særlige sømands- og selskabsskatteordninger for skibsfarten. Det har gjort Dannebrog mere konkurrencedygtigt for offshore-branchen og er grunden til, at flere vælge at flage ind.

”Det danske flag er et stærkt flag, og rederierne vælger Dannebrog, fordi det signalerer kvalitet. Cadeler er i rivende udvikling med base på hovedkontoret i København, og jeg er enormt stolt over, at de nu også vælger at flage ind. Det gør kun Danmark endnu stærkere som søfartsnation, og styrker os yderligere på offshore vind,” siger Danske Rederiers administrerende direktør, Anne H. Steffensen.

Cadeler har bestilt to skibe mere, som de ligeledes forventer skal sejle på dansk flag.

45 rederier er i dag helt eller delvist beskæftiget med havvind herhjemme. De er i hård konkurrence med rederier fra specielt Holland, Storbritannien og Norge, og konkurrencen bliver kun større i takt med at markedet for havvind ser ud til at vokse drastisk i de kommende år.

Senere i dag går flaget til tops på Wind Orca, som ligger til kaj i Esbjerg.

Det sker ved et arrangement, hvor Cadeler er værter og bl.a. Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmusen og Danske Rederier deltager.

The post Danske offshore-rederier vælger Dannebrog first appeared on Maritime Direct.

Powered by Labrador CMS