Ørsted vinder stort område til flydende havvind i skotsk udbud

Foto: Ørsted

Et konsortie bestående af Ørsted, Falck Renewables og BlueFloat Energy har vundet en aftale om et område til flydende havvind ud for Skotlands nordøstlige kyst. Det skal samtidig undersøges, hvordan fiskeriinteresser og havvind kan fungere sammen, og studere samspillet mellem fisk, havpattedyr, havfugle og flydende havvindmølleparker.

Publisert

Crown Estate Skotland (CES) har valgt konsortiet bestående af Ørsted, Falck Renewables og BlueFloat Energy til at indgå i en optionsaftale om et område til flydende havvind ud for Skotlands nordøstlige kyst.

Området på op til 1 GW flydende havvind, er blevet tildelt gennem CES’s ScotWind-udbud. Projektet, der vil blive placeret ud for Caithness omkring 50 km øst for Wick i det nordlige Skotland, er Ørsted’s første flydende vindprojekt i stor skala i hele verden og udvider samtidig Ørsteds skotske forretning, der hidtil har været fokuseret på landvind, til også at omfatte havvind.

“Jeg er glad for, at vi sammen med vores partnere Falck Renewables og Bluefloat Energy har fået mulighed for at udvikle dette projekt og deltage i fremtidige udbud inden for flydende vind i Skotland med dette gigawatt-store område,” lyder det fra kommerciel direktør og viceadministrerende direktør for Ørsted, Martin Neubert.

”Skotland har nogle af de bedste betingelser for havvind i hele verden, og ScotWind-udbuddet giver Skotland en unik mulighed for at blive globalt førende inden for flydende havvind. Vi ser frem til at arbejde sammen med skotske virksomheder, når vi udvikler vores havvindprojekt, investerer i den lokale forsyningskæde og skaber nye arbejdspladser og kompetencer i lokalsamfund over hele landet,” siger regionsdirektør for Storbritannien i Ørsted, Duncan Clark.

Det vindende bud kombinerer Ørsteds enestående erfaring med at udvikle og bygge flere havvindprojekter end nogen anden virksomhed i hele verden med BlueFloat Energys fokus på at udvikleprojekter inden for flydende havvind og Falck Renewables’ store erfaring inden for global projektudvikling og samfundsengagement i Skotland.

Konsortiet har allerede indledt et samarbejde med Energy4All, der er eksperter i lokalt medejerskab, om at skabe nogle rammer, som vil give borgere i Skotland og de skotske lokalsamfund mulighed for at få del i de økonomiske fordele ved de flydende havvindmølleparker, konsortiet bygger i fremtiden.

Som en del af det forberedende arbejde, der udføres i forbindelse med opførelsen af den flydende havvindmøllepark, vil konsortiet samarbejde med Energy Skills Partnership Scotland (ESP) om at uddanne en kvalificeret arbejdsstyrke, før konstruktionsarbejdet sættes i gang.

Der vil også blive gennemført forskning med den skotske havforskningsorganisation, Scottish Association for Marine Science (SAMS) for at undersøge, hvordan flydende havvind kan påvirke havmiljøet. Projekterne vil undersøge, hvordan fiskeriinteresser og havvind kan fungere sammen, og studere samspillet mellem fisk, havpattedyr, havfugle og flydende havvindmølleparker.

Powered by Labrador CMS