A.P. Møller Fonden trækker sig fra Nyborg Slot-projekt

A.P. Møller Fondens bestyrelseslokale. Arkivfoto: A.P. Møller Fonden
A.P. Møller Fondens bestyrelseslokale.

Efter et mere end ti år langt forløb med forsinkelser og klager vil A.P. Møller Fonden ikke længere være med i det lidt over 350 millioner kroner dyre projekt, der skal renovere det gamle kongeslot i Nyborg.

Publisert

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har meddelt, at den udtræder af partnerskabet om projektet Nyborg Slot. Det meddeler Slots- og Kulturstyrelsen i en pressemeddelelse.

”Med meldingen fra A.P. Møller Fonden står vi i en ny situation, og vi vil hurtigst muligt drøfte de næste skridt med de resterende parter i projektet. Det er derfor for tidligt at sige præcist, hvad der kommer til at ske herfra. Uanset hvad skal vi stadig færdigøre det sidste af restaureringsarbejdet på slottet. Vi er næsten i mål med en restaurering af Kongefløjen både udvendigt og indvendigt, og Nyborg har fået et nyt, multifunktionelt torv neden for slottet. Det arbejde vil – uanset hvad vi kommer frem til – bestå,” lyder det fra direktør i Slots- og Kulturstyrelsen, Jesper Hermansen.

Ifølge TV2 Fyn støttede A. P. Møller Fonden og Realdania oprindeligt projektet med hver 100 millioner kroner, Slots- og Kulturstyrelsen med 41 millioner kroner og Nyborg Kommune med 35 millioner kroner.

Siden er projektet blevet 50 millioner kroner dyrere, nemlig til en forhøjelse af vagttårnet.

A. P. Møller Fondens beslutning om at trække sig fra projektet, betyder ifølge TV-kanalen konkret, at 60 af de 107 millioner kroner, som fonden havde bevilget, ikke udbetales.

Projekt Nyborg Slot er et samarbejde om restaurering og nyfortolkning af Nyborg Slot. Projektet blev til i et partnerskab mellem Slots- og Kulturstyrelsen, Nyborg Kommune, Realdania, A.P. Møller Fonden og Østfyns Museer.

I december 2020 traf Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelse i en klagesag om projekt Nyborg Slot, der betød, at den del af projektet, der bestod af nybyggeri, ikke kunne realiseres.

A.P. Møller Fonden har oplyst, at den vedstår den oprindeligt aftalte fordeling af omkostninger til de allerede gennemførte opgaver og faser.

Fonden har endvidere tilkendegivet, at den er indstillet på tage stilling til en fornyet ansøgning om støtte til en fuldendelse af et projekt ved Nyborg Slot, når en realistisk tidsplan for et endeligt projekt og dettes økonomi foreligger.

Slots- og Kulturstyrelsen vil hurtigst muligt gå i dialog med de resterende parter, Østfyns Museer, Nyborg Kommune og Realdania, som er en del af projektet.

Powered by Labrador CMS