Ministeren er klar med hjælpende hånd til erhvervsfiskere

Arkivfoto: DPFO

Stigninger i brændstofpriserne på op til 70 procent hos erhvervsfiskerne på Hirtshals Havn har fået flere til at overveje at lade trawleren blive parkeret på havnen, men nu er erhvervsministeren klar til at komme fiskerne til undsætning.

Publisert

Flere udgifter til brændstof æder af erhvervsfiskernes indtægter fra salget af fisk. Derfor har formanden for Hirtshals Fiskeriforeningen, Niels Kristian Nielsen, råbt vagt i gevær, for hvis prisstigningerne, der i øjeblikket har rundet 70 procent, fortsætter, så bliver der langt mellem trawlerne i de danske farvande, da det ganske enkelt ikke kan betale sig økonomisk.

Men nu tyder noget på, at opråbet er blevet hørt på Christiansborg. I hvert fald er erhvervsminister Simon Kollerup blevet opmærksom på problematikken, der risikerer at sende fiskeerhvervet ud over kanten.

“Vi skal tage den her situation meget alvorligt. På vegne af regeringen vil vi forsøge at hjælpe fiskerne igennem denne svære situation med de værktøjer, vi har til rådighed. Vi skal have et fiskeri – også i fremtiden,” siger Simon Kollerup til TV Midtvest.

Ministeren nævner eksempelvis erhvervsministeriets vækstfond og eksportkreditfond, hvor der eksempelvis kan gives statsgaranteret lån, til at komme igennem perioden, men dette eller andre tiltag vil Simon Kollerup nu se nærmere på.

Powered by Labrador CMS