Invitation til højaktuel debat om fremtidens energiforsyning

Danske Maritime

Mandag d. 4. april 2022 fra klokken 15.00-18.00 afholder Danske Maritime og FORCE Technology i fællesskab et gå hjem-møde om fremtidens energiforsyning under overskriften: Fremtidens energiforsyning i Danmark og globalt – hvordan dækker vi behovet for bæredygtig energi?

Publisert

Et emne, der i lyset af Ukraine-konflikten desværre må sige at være højaktuelt, fordi den hidtidige russiske gasforsyning til Danmark pludselig er kommet i spil.

Der er derfor al mulig grund til at drøfte fremtidens energiforsyning, som vi først belyser gennem nogle af landets førende eksperter og herefter sætter til politisk debat, hvor du kan møde:

  • Pernille Vermund – formand for Nye Borgerlige
  • Rasmus Helveg Petersen – formand for Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg og medlem af Radikale
  • Katarina Ammitzbøll – konservativ energiordfører, forsyningsordfører og EU-ordfører

Debatten udvides muligvis med flere folketingsmedlemmer, som vi aktuelt er i dialog med, og vi ser frem til at debattere mulighederne i såvel Danmark som globalt betragtet, hvor et velfungerende forsyningsnet på tværs af landegrænser og verdensdele er afgørende.

I Danmark er vi allerede kendt for vedvarende energi, men det er ligeledes velkendt, at mængden ikke matcher behovet, når de grønne mål skal indfries. En udfordring som nu kan vise sig at kræve hurtigere såvel politiske som teknologiske løsninger end tidligere forventet.

For vi vil gerne den grønne omstilling, men hvordan sikrer vi, at der kan produceres nok grønne brændstoffer til fremtidens behov, når eksempelvis vindmøllestrømmen skal omdannes til noget andet, med stort energitab undervejs. Er det overhovedet realistisk, og hvis det ikke er, hvad er så løsningen? Skal vi også tænke rene energier ind for at dække det stigende energibehov? Eller måske noget helt tredje?

Ifølge informationssitet Fremtidensenergi.dk kommer 78 procent af verdens energiforsyning i dag kommer fra traditionelle energikilder som kul, olie og gas – de traditionelle fossile brændstoffer. Vedvarende energikilder som biomasse, vind, sol og vandkraft vinder i stigende grad frem og dækker aktuelt omkring 20 procent af verdens energiforbrug. De sidste to procent dækkes af atomkraft.

Så de helt overordnede spørgsmål er, om alternativer til fossile brændstoffer vil kunne dække det globale behov for energi over tid, hvad der i givet fald skal til, og hvordan vi kommer i mål? Hvordan vil fordelingsnøglen i overgangsfasen til rene brændstoffer blive? Vil nogle erhverv blive prioriteret fremfor andre? Og hvor står den maritime branche i den sammenhæng?

Du kan læse mere om eventet og tilmelding på linket her

Powered by Labrador CMS