Aarhus Havn præsenterer solidt resultat i et uroligt marked

Foto: Aarhus Havn

Selvom 2021 var året, hvor de internationale forsyningskæder brød sammen, lykkedes det Aarhus Havn at realisere en omsætning på 288 millioner kroner svarende til en fremgang på 10 procent i forhold til året før. Ud af den omsætning gav driften et overskud (EBIT) på 75 millioner kroner, hvilket er cirka 6 procent mere end i 2020.

Publisert Sist oppdatert

I løbet af 2021 forvandlede den minutiøst planlagte logistik sig flere steder i verden til ophobninger af gods og forsinkelser i havne og på terminaler. Med det resultat, at varerne manglede hos slutbrugerne i kortere eller længere tid.

”I Aarhus mærkede vi dønningerne fra verdenshavene, men med rettidig omhu fik vi ansøgt og efterfølgende tilladelse til at stable containere i flere lag end tidligere. Det var ikke optimalt, men det betød, at vi undgik de store udfordringer, som mange andre havne oplevede,” siger CEO ved Aarhus Havn, Thomas Haber Borch, der betegner årets resultat som tilfredsstillende på grund af den solide indtjening på havnedriften.

Bag årets resultat for 2021 ses stigende omsætningstal på samtlige forretningsområder for første gang i mange år. Containerområdet steg markant med hele 15 procent, mens stigningerne var mindre markante på områder som fast og flydende bulk, passagerer og ro-ro. Desuden oplevede Aarhus Havn en fortsat markant efterspørgsel på arealer i hele 2021.

”På mange måder var 2021 et rigtig godt år for os. Forretningsmæssigt realiserede vi et godt resultat, selvom vi var – og stadig er – pressede på grund af mangel på arealer. Desuden fik vi en markant anerkendelse af Aarhus Havns betydning som hele Danmarks havn, da regeringen og folketing besluttede at bevillige 2,1 milliarder kroner til Marselistunnellen. Det er virkelig positivt for Aarhus Havns fremtid,” lyder det fra Thomas Haber Borch.

Han peger desuden på, at Aarhus Havns arbejde med bæredygtighed er blevet yderligere intensiveret i løbet af 2021.

”Vi har udvidet vores perspektiv på bæredygtighed, så vi udover at arbejde med at begrænse vores eget CO2-aftryk også fokuserer på, hvor bæredygtige vores leverandører er – eller kan blive. Og det betyder, at vi i forbindelse med udbud af større anlægsarbejder og indkøb er parate til at belønne leverandører, der kan levere mere bæredygtigt end andre,” siger Thomas Haber Borch.

Aarhus Havn forventer et overskud på havnedriften (EBIT) i størrelsesordenen 59-69 millioner kroner i 2022.

Powered by Labrador CMS