Ny bestyrelse i Hanstholm konstituerer sig med erfaren formand

Hanstholm Havns nye bestyrelse. Fra venstre- næstformand Jens Kristian Yde, Lone Saaby, Kristian Bjerregaard, formand Kristian Jensen, Jan N. Hansen, Marianne Nielsen og Søren Mattesen. Foto: Bertel Bolt / Hanstholm Havn
Hanstholm Havns nye bestyrelse. Fra venstre- næstformand Jens Kristian Yde, Lone Saaby, Kristian Bjerregaard, formand Kristian Jensen, Jan N. Hansen, Marianne Nielsen og Søren Mattesen.

Hanstholm Havns nye bestyrelse var i går samlet til deres første bestyrelsesmøde, hvor den nye havnebestyrelse for de kommende fire år samtidig konstituerede sig.

Publisert Sist oppdatert

En nytiltrådt bestyrelse for Hanstholm Havn var i går den 16. marts samlet til deres første bestyrelsesmøde på Hanstholm Havn, hvor en konstituering af den nye bestyrelse var et centralt punkt på dagsordenen.

Som kommunal selvstyrehavn følger bestyrelsen for Hanstholm Havn den samme fireårige valgperiode som kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune, og den nye havnebestyrelse er således klar til at stå ved roret for Hanstholm Havns udvikling over de kommende fire år.

Havnebestyrelsen udpeger selv sin formand blandt erhvervsrepræsentanter udpeget af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune. Der er her tale om erhvervsprofilerne Kristian Jensen, Søren Mattesen, Marianne Nielsen og Lone Saaby, der bibringer Hanstholm Havn mange års erhvervserfaring, og på gårsdagens bestyrelsesmøde var enige om at konstituere 50-årige Kristian Jensen som ny havneformand.

Kristian Jensen har 23 års erfaring som folketingsmedlem og har blandt andet været Finansminister, Udenrigsminister og Skatteminister. Til daglig er Kristian Jensen ansat i Udenrigsministeriet som særlig udsending for Danmark med henblik på at sikre Danmark en plads i FN’s sikkerhedsråd.

Søren Mattesen er CEO for fiskeopdrætsvirksomheden Sashimi Royal A/S på Hanstholm Havn. Ingeniøruddannede Marianne Nielsen arbejder som direktør for Drift og Infrastruktur i SDC A/S, og Lone Saaby er ansat som direktør i Sikkerhedsstyrelsen.

De fire erhvervsrepræsentanter er alle professionelt bestyrelsesuddannede og medbringer erfaring fra diverse bestyrelsesposter.

De tre øvrige bestyrelsesmedlemmer er alle udnævnt i henhold til bestyrelsesvedtægterne for Hanstholm Havn. Det gælder dels en ejerrepræsentant fra Thisted Kommune, som for den nye valgperiode er viceborgmester Jens Kristian Yde, der grundet sin ejerrepræsentation også besidder posten som Hanstholm Havns næstformand.

Dertil kommer formand for Hanstholm Fiskeriforening Jan N. Hansen, der grundet sin formandsrolle hos fiskeriforeningen også har siddet i Hanstholm Havns bestyrelse i foregående perioder, samt en medarbejderrepræsentant fra Hanstholm Havns organisation, hvor serviceleder Kristian Bjerregaard er valgt.

Powered by Labrador CMS