Danske rederier ansætter igen – Så mange er blevet ansat i 2021

Foto: Fjord Line

Efter en nedgang i beskæftigelsen i 2020 har rederierne i 2021 haft travlt med at ansætte sidste år. Det viser nye tal fra Danske Rederier.

Publisert Sist oppdatert

Det gav et ordentligt knæk i beskæftigelseskurven hos rederierne, da Covid-19 skyllede ind over verden i begyndelsen af 2020.

Særligt udenrigsfærgerne blev hårdt ramt af grænselukninger og den medfølgende nedgang i passagertal, som betød af flere færger i perioder blev lagt op, og rederierne var i 2020 nødt til at sige farvel til cirka 1100 af deres danske søfarende.

Men nu peger pilen igen den rigtige vej, og i løbet af 2021 er 367danske søfarende blevet ansat i rederierne. Det er blandt andet rederier som DFDS, Scandlines og Fjord Line, som har været flittige til at ansætte i løbet af det seneste år.

”Vi er kommet i gang igen oven på et par sæsoner, som ikke har været sjove. Det betyder, at vi har kunnet ansætte og genansætte ca. 150 danske søfolk, og det er jeg enormt glad for. Det var ikke med min gode vilje, at vi måtte lægge skibe op og afskedige under corona, men der var ganske enkelt ingen passagerer at sejle med,” siger CEO ved Fjord Line, Brian Thorsted Hansen.

I 2021 har rederierne i alt ansat 2.191 medarbejdere. Det bringer det samlede antal beskæftigede op over niveauet fra 2020.

”Vi ser to tendenser lige nu. Dels er udlandsfærgerne på vej tilbage og har ansat en del af især danske søfolk igen. Og så er handelsflåden igen vokset i de sidste år, og det betyder, at der også har været brug for flere udenlandske søfolk,” lyder det fra viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.

Det totale antal beskæftigede ligger nu på 25.114 personer. Før corona lå tallet på 24.266, og i 2021 lå det på 22.923. Det svarer til en fremgang på 10 procent fra 2021-2022.

”Jeg tror og håber, at vi i løbet af 2022 kan få beskæftigelsen endnu højere op. Hvis vi får en nogenlunde normal rejsesæson, er det sandsynligt, at udlandsfærgerne får brug for endnu flere folk. Omvendt står vi lige nu i en situation med en konflikt mellem Rusland og Ukraine, som også kan påvirke international handel og dermed søfarten,” siger Jacob K. Clasen.

Powered by Labrador CMS