Forstå sagen mellem Odense Havn og Blue Water

Arkivfoto: Odense Havn

I flere år har Odense Havn og Blue Water Shipping været modstridende parter i en principiel retssag om havnelovens regler. Den 25. februar slog Sø- og Handelsretten så fast, at Odense Havn faktisk har overtrådt loven, men havnen slipper alligevel for erstatningsansvar.

Publisert

A.P. Møller Mærsk omdannede i 2011 Lindøværftet til en industripark. I forbindelse med omdannelsen blev der indgået aftale mellem A.P. Møller Mærsk og Blue Water, hvorefter Blue Water skulle varetage en betydelig del af de driftsmæssige opgaver i industriparken. Disse opgaver omfattede blandt andet anhugning, stevedoring, kranførere og kørsel med industriparkens tunge køretøjer. 1. januar 2014 overtog Odense Havn industriparken, der således blev en del af Odense Havn.

Kort tid efter overtagelsen begyndte Odense Havn – i strid med havneloven – at hjemtage hovedparten af de opgaver, som Blue Water hidtil havde udført på Lindø.

Efter forgæves dialog med Odense Havn følte Blue Water sig nødsaget til at indbringe sagen for Trafikstyrelsen, som i 2017 afgjorde, at Odense Havn i strid med havnelovens regler havde udført ”havnerelateret operatørvirksomhed”.

På baggrund af denne afgørelse forsøgte Blue Water at opnå en mindelig løsning med Odense Havn. Dette lykkedes ikke, hvorfor Blue Water så sig nødsaget til at indbringe sagen for Sø- og Handelsretten, som i februar i år fastslog, at Odense Havn havde overtrådt havneloven, men at Blue Water ikke havde løftet bevisbyrden for at opnå erstatning. Nu er sagen anket til Landsretten.

Powered by Labrador CMS