“Ny kritik af Lynetteholmens VVM-rapport bør forårsage byggestop”

Lea Wiggen fra Den Grønne Ungdomsbevægelse udtaler sig til DR1 ved det åbne samråd om Sveriges henvendelse til den danske miljøminister om dumpning af slam i Køge bugt. Foto: Klimabevægelsen i Danmark
Lea Wiggen fra Den Grønne Ungdomsbevægelse udtaler sig til DR1 ved det åbne samråd om Sveriges henvendelse til den danske miljøminister om dumpning af slam i Køge bugt.

Foreningen Klimabevægelsen i Danmark og Den Grønne Ungdomsbevægelse mener at projekt Lynetteholm skal bremses, indtil de samlede miljø- og klimakonsekvenserne er blevet belyst og løst.

Publisert

DR afslørede tirsdag ny kritik af VVM-rapporten for projekt Lynetteholm i København. Kritikken beror på, at bygherrerne har anvendt en forældet forskningsartikel som grundlag for at vurdere, om dumpning af slam får negative konsekvenser for havmiljøet. Kritikken tilføjes oven i bunken på tidligere kritik omkring manglende belysning af miljøkonsekvenser ved projektet.

Klimabevægelsen i Danmark og Den Grønne Ungdomsbevægelse mener, at der nu er så stor tvivl om tillid til VVM-rapporten, og projektet som helhed, at det bør sættes på pause, indtil de samlede miljøkonsekvenser er belyst, og Østersølandene er blevet indraget:

“Der kommer ugentligt afslørende nyheder frem omkring projektets manglende miljøhåndtering, og ægte grønne politikere må og skal sætte foden ned nu. Det ansvarlige er at sætte projektet på pause med det samme,” siger aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse, Jeppe Svan Sørensen.

De lovpligtige procedurer for inddragelse af de lande i Østersøen, som bliver påvirket af projektet, er ikke blevet gennemført gennem en Espoo-høring. Den danske stat har vurderet, at det ikke er nødvendigt at inddrage Østersølandene, ligesom det blev gjort ved Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen, selvom vandgennemstrømningen bliver ændret markant.

“Ved anlæggelsen af både Storebælt og Øresundsforbindelsen var det en politisk forudsætning, at projekterne ikke måtte ændre ved vandgennemstrømningen, da det har katastrofale konsekvenser for hele Østersøen. Det samme bør selvfølgelig være en forudsætning ved projekt Lynetteholm, men det er det ikke i dag,” siger sekretariatsleder i foreningen Klimabevægelsen i Danmark, Frederik Roland Sandby.

Klimabevægelsen i Danmark har inddraget påstanden om manglende Espoo-høring i foreningens stævning af Transportministeriet og By&Havn. Københanvs byret har henvist retssagen til landsretten, og Klimabevægelsen i Danmark afventer på nuværende tidspunkt, om landsretten tager retssagen op. Hvis landsretten accepterer retssagen, vil den manglende inddragelse af Østersølandene blive et vigtigt omdrejningspunkt.

Powered by Labrador CMS