Ellemann besøgte Torm for at diskutere forsvarsforbeholdet

Jacob Meldgaard, CEO for Torm og formand for Danske Rederier (t.v.) med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Foto: Danske Rederier
Jacob Meldgaard, CEO for Torm og formand for Danske Rederier (t.v.) med Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, besøgte torsdag morgen rederiet Torm for at høre om danske rederiers pirateri-udfordring og diskutere afstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet.

Publisert

For Torms kaptajn, Bjarke Frandsen, der jævnligt sejler gennem piratfyldte farvande på begge sider af Afrika, giver det en markant øget tryghed for ham og hans familie, når militære skibe patruljerer i området for at garantere besætningens sikkerhed.

Det giver både ro i maven og på hjemmefronten at vide, at der er nogen, der passer på ham og hans besætning.

Det fortalte han Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der som et led i kampagnen for et ”JA” til afskaffelse af forsvarsforbeholdet besøgte Torm i Hellerup torsdag morgen.

”Vi kan meget i Danmark, men vi kan ikke stå alene mod verdens trusler. Derfor skal vi opruste militært og afskaffe vores forbehold overfor EU’s forsvarssamarbejde. Det handler om at tage et større ansvar for sikkerheden i Europa og ude i verden. Fx ved at deltage i EU’s militære samarbejde om piratbekæmpelse. Som en af verdens største søfartsnationer er det i Danmarks interesse at kunne tage et medansvar og deltage i det,” siger formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen.

Vært for mødet var Jacob Meldgaard, CEO i Torm og formand for Danske Rederier. Torms skib ”TORM Alexandra” blev angrebet af pirater i Guineabugten vest for Afrika i november 2020 og for Jacob Meldgaard er det helt afgørende, at vi gør, hvad vi kan for at beskytte vores søfarende.

Derfor anbefaler han danskerne at stemme “ja” til afskaffelse af forbeholdet 1.juni.

“Danmark er en af verdens største søfartsnationer. Vi har pligt til at passe godt påvores søfarende. Det skylder vi dem og deres familier. Derfor stemmer jeg ja til at afskaffe forbeholdet 1.juni og håber, danskerne gør det samme. Vi kan ganske enkelt passe bedre på vores søfarende uden forsvarsforbeholdet,” siger Jacob Meldgaard.

FAKTA:

  • Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark som hovedregel ikke deltager i dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet.
  • Danmark er derfor blandt andet afskåret fra at deltage i EU’s anti-piratmissionen ATALANTA, som kører indtil december 2022 på Afrikas østkyst.
  • Danske rederier sejler blandt andet i områder truet af pirater både øst og vest for Afrika. Tre danske skibe er i løbet af de seneste år blevet angrebet af pirater i Guineabugten.
  • Danmark er verdens sjettestørste søfartsnation målt på opereret tonnage. Rederierne eksporterede sidste år for 325 milliarder kroner.
Powered by Labrador CMS