Ordensmagten sælger ud – Køb en grønlandsk politikutter

Politikutterne til salg. Foto: Grønlands Politi
Politikutterne til salg.

Grønlands Politi sælger lige nu kutterne Sisak II H 1265 og Sisak III H 1274, som begge er bygget til sejlads i Grønland i 1998.

Publisert Sist oppdatert

Har du altid drømt om at jagte sørøvere eller forbrydere til søs i din helt egen politikutter, så har du nu chancen for at komme et stort skridt nærmere realiseringen af din drøm.

Grønlands Politi har nemlig sat kutterne Sisak II H 1265 og Sisak III H 1274 til salg. Det oplyser ordensmagten på sin hjemmeside.

Kutterne er godkendt til at have 12 personer ombord på dagfart, mens de på døgnfart må have otte passagerer med ombord. På kutterne er der desuden redningsmidler til 16 personer.

Kutterne har fartstilladelse til fart ved Grønland inden for 30 sømil fra basislinjen i GMDSS havområde A1 + A2.

Begge kuttere befinder sig i Nuuk, hvor de kan besigtiges i dag den 18. maj klokken 9.00 til 12.00 og igen i morgen torsdag den 19. maj fra klokken 12.00 til 15.00.

Salget af den enkelte kutter går til højstbydende, som skal indbetale det budte beløb til Grønlands Politi senest fem hverdage efter, at det vindende bud er annonceret.

Kutternes certifikater er udløbet, og man må derfor forvente arbejde i forbindelse med syn og ibrugtagning.

Hvis du skulle have fået lyst til at byde på de to kuttere, så kan du finde information om processen på linket her.

Powered by Labrador CMS