Havkorps skal dokumentere tabet af dansk havnatur

Foto: Jonas Lysholdt Ejderskov / WWF Verdensnaturfonden

Et samarbejde mellem WWF Verdensnaturfonden og Rasmus Brohave skal få danskerne til at blive en del af et nyt havkorps. Havkorpset skal med personlige beretninger dokumentere tabet af natur i det danske hav.

Publisert

Det danske hav har det dårligt. Rigtig dårligt. Syv ud af otte af Danmarks mest bevaringsværdige naturtyper i havet er i stærkt ugunstig tilstand, og folkekære fisk som torsken og ålen er flere steder gået så kraftigt tilbage, at bestandene i dag er truet.

Havet og dets økosystemer har med andre ord brug for en hjælpende hånd, hvis vi igen skal have en vild natur under havoverfladen, og den hjælpende hånd skal blandt andet komme fra danskerne.

I de kommende år kan alle danskere således være med til at dokumentere tilstanden i vores hav og udbrede kendskabet til tilbagegangen i vild havnatur. WWF Verdensnaturfonden opfordrer nemlig alle danskere til på sociale medier at dele deres personlige beretninger fra det danske hav, som en del af et nyt havkorps.

Med om bord er den ihærdige lystfisker og Youtuber Rasmus Brohave. På sociale medier er han de næste to år med til at skabe engagement om havkorpset, og Rasmus Brohave håber, at danskerne vil være en del af projektet.

”Mange glemmer måske, at der lige under havets overflade gemmer sig fantastisk natur i form af dyre- og planteliv. Hvis vi gerne vil nyde godt af alle havets glæder i fremtiden, så er vi nødt til at passe langt bedre på det, end vi gør i dag,” siger Rasmus Brohave, der selv er opvokset nær det sydfynske øhav og på egen hånd har oplevet, at havet omkring hans barndomshjem har forandret sig.

År efter år bliver massive områder af det sydfynske øhav ramt af iltsvind, og det har store konsekvenser for både fisk og planter under overfladen.

De mange billeder og film fra havkorpset skal være med til at gøre naturorganisationen endnu klogere på, hvordan den danske havnatur har forandret sig, og hvilke konsekvenser det har for økosystemerne under havets overflade.

”Vi ved, at havene omkring os har det mildest talt dårligt. Og vi har brug for befolkningens hjælp, hvis vi skal beskytte og genskabe havets biodiversitet bedst muligt. Derfor opfordrer vi også danskerne til at blive en del af havkorpset og vise os, hvordan de helt konkret oplever, at havet har forandret sig. Det er vores håb, at danskerne som et led i det her projekt bliver endnu mere bevidste om havets tilstand, og hvad vi er ved at miste,” siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg.

Sammen med WWF Verdensnaturfondens egne marinebiologers analyser skal beretningerne fra havkorpset senere være med til at tegne organisationens bud på, hvordan vi alle sammen kan bidrage til bedst muligt at genskabe en vild og rig havnatur.

Powered by Labrador CMS