Ørsted og Climate Group afholder første SteelZero-topmøde

Ørsted og Climate Group afholder første SteelZero-topmøde

Ørsted, der er medstifter af SteelZero-initiativet, samarbejder med en global koalition af toneangivende virksomheder om at fremlægge de næste skridt, som regeringer bør tage for at gøre stålindustrien CO2-neutral.

Publisert Sist oppdatert
Ørsted og Climate Group afholder første SteelZero-topmøde

Den 31. maj var Ørsted og Climate Group værter for det første SteelZero-topmøde, hvor målet var at finde løsninger, som kan bidrage til at reducere CO2-udledningen fra stålindustrien, der står for 8 procent af den globale CO2-udledning, og udbygge platformen for CO2-neutralt stål.

Topmødet blev afholdt på Ørsteds hovedkontor nord for København og er den første SteelZero-begivenhed, siden platformen blev lanceret i 2020. Verden har mindre end ti år til at halvere den globale CO2-udledning for at nå målsætningen om 1,5 °C, og i den forbindelse spiller stålindustriens samlede CO2-aftryk en afgørende rolle.

Over 100 deltagere fra europæiske, amerikanske og kinesiske virksomheder deltog på SteelZero-topmødet, og som led i indsatsen for at udbygge koalitionen og øge efterspørgslen på grønt stål deltog også mere end 30 virksomheder, der endnu ikke er medlemmer af koalitionen, herunder virksomheder fra sektorer inden for vedvarende energi, byggeri og bilindustrien.

“Jeg er meget tilfreds med lanceringen af SteelZero-rapporten og dens globale principper. Verdens regeringer bliver nødt til at skrue på flere knapper for at fremskynde reduktionen af CO2-udledningen fra stålindustrien og matche politisk handling med stigende ambitioner på efterspørgselssiden. Det kan være med til at sikre adgang til kritiske mængder grønt stål, så virksomhederne kan indfri deres klimamål i det kommende årti. Og det kan være med til at sikre CO2-neutrale forsyningskæder i den vedvarende energisektor i fremtiden. Ørsted går forrest i klimakampen, og vi ser vi frem til at bruge vores viden til at fremme denne kollektive indsats i samarbejde med SteelZero,” siger administrerende direktør i Ørsted, Mads Nipper.

SteelZero går på tværs af sektorer og er et globalt initiativ for stålindkøbere, og heri ligger dets styrke. Reduktionen af CO2-udledningen i stålindustrien er en udfordring, som ingen virksomhed kan klare alene. Men hvis virksomhederne samarbejder, kan de være med til at drive efterspørgslen og presse på for at etablere de rette markeds- og investeringsmæssige betingelser, der vil gøre det muligt for virksomheder verden over at fremskynde omstillingen til CO2-neutralt stål.

The post Ørsted og Climate Group afholder første SteelZero-topmøde first appeared on Maritime Direct.

Powered by Labrador CMS