To søfolk sagsøger Maersk i en sag om voldtægt og sexchikane

Foto: Vita M. / Unsplash

To kvindelige søfolk har tirsdag indledt retssager mod den danske rederigigant Mærsk ved en domstol i den amerikanske delstat New York, for ikke at tage ansvar i sager om voldtægt og sexchikane.

Publisert

Storvejret for den danske shippingkoncern A.P. Møller Maersk ser ikke ud til at stilne af foreløbigt. Tirsdag har to kvinder således anlagt sag mod rederiet, som de beskylder for ikke at tage ansvar i flere sager om voldtægt og sexchikane. Det fremgår af en email sendt til MaritimeDirect fra advokat Steven J. Kelly, der repræsenterer de to kvindelige søfolk.

Den ene kvinde er fortsat anonym, men har angiveligt været udsat for ‘ekstrem sexchikane, uønsket berøring og diskrimination’ fra en mandlig kollega ombord på et Maersk-skib, mens den anden kvinde, ved navn Hope Hicks, for første gang stiller sig frem med navn.

Hun har tidligere anonymt beskrevet, hvordan en 40 år ældre overordnet på et Maersk-skib voldtog hende under sin praktiktid til søs.

Ifølge anklagerne fandt de to kvinders oplevelser sted på samme skib men med to års mellemrum i henholdsvis 2019 og 2021, mens begge kvinder var i praktik under deres uddannelse. Samme praktikdel var i 2016 kortvarigt indstillet på grund af klager om sexchikane, og derfor mener kvinderne, at A.P. Møller-Maersk burde have gjort mere for at beskytte sine kvindelige praktikanter.

Powered by Labrador CMS