Fiskeriforeninger savner politiske garantier efter ny aftale

Arkivfoto: DPFO

Derfor skal der sættes turbo på udviklingen af grønne brændstoffer til fiskeriet, men Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation savner konkrete forpligtelser fra politikerne, der skal hjælpe erhvervet på vej.

Publisert

Dansk erhvervsfiskeri står overfor en stor økonomisk udfordring efter regeringen præsenterede en aftale om en grøn skattereform.

Hos Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation savner man garantier, politiske forpligtelser og konkrete planer, der skal sikre, at der bliver grønne brændstoffer nok til alle. Det er nemlig helt nødvendigt, hvis ikke CO2-afgiften skal ende med at afvikle fiskeriet. Derudover påpeger erhvervet, at der er brug for flere midler til at gennemføre den grønne omstilling.

“Jeg savner garantier og konkrete forpligtelser, som kan sikre, at der hurtigst muligt er grønne brændstoffer nok til alle til en overkommelig pris. Som jeg ser det, bliver efterspørgslen enorm, og hvis ikke man kan levere på den efterspørgsel, bliver CO2-afgiften en kæmpe ekstra regning til dansk erhvervsliv, og Danmark bliver fattigere. Jeg synes, det er dybt bekymrende, at vi ikke har en tidshorisont, og ærlig talt synes jeg politikerne kommer for let om ved det, når de grønne brændstoffer er helt afgørende for den grønne omstilling i Danmark,” lyder det fra formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

“Vi vil fiske CO2-neutralt senest i 2050, men med en ekstraskat på CO2 udhules vores egen evne til at finansiere den nødvendige omstilling og nå det mål. Det er helt sort. Vi skal i stedet have skabt positive incitamenter til at sætte gang i udvikling og investeringer allerede nu. Midlerne i den Europæiske Fiskefond kunne være et godt sted at starte. Hvis der skal være en rød tråd i den grønne politik, så ville det være oplagt at målrette EU-midler til investeringer som understøtter den grønne omstilling, også på fartøjsniveau. i fiskeripolitikken og med midlerne fra fonden kan man skabe positive incitamenter for grøn omstilling,” siger formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Jens Rasmussen.

Samlet set udgør dansk fiskeri 0,4 procent af Danmarks samlede CO2-udledning, og fiskerierhvervet har reduceret sin CO2-udledning med 62 procent siden 1990. CO2-afgiften i dansk fiskeri vil reducere Danmarks samlede CO2-udledning med 0,05 procent.

Udover tabte arbejdspladser og konkurser vil aftalen få lækageeffekter, hvor CO2-udledningen flyttes til udlandet, da mange fiskefartøjer har mulighed for at tanke og lande fisk i andre lande.

Powered by Labrador CMS