Dramatisk video: Sensationel hajfødsel i Kattegatcentret

Revlehaj. Foto: Kattegatcentret
Revlehaj.

Fredag formiddag dannede Kattegatcentrets store, tropiske hajtank rammen om en ekstrem sjælden hajfødsel. Kattegatcentrets revlehajhun gik nemlig pludselig i fødsel og fødte fire revlehajunger. Hajfødslen, der er noget af en sensation, blev fanget på video af Kattegatcentrets gæster, der også agerede fødselshjælpere.

Publisert Sist oppdatert

Gæsterne i Kattegatcentret i Grenaa oplevede fredag formiddag en ekstrem sjælden begivenhed i akvariets tropiske hajtank, da Kattegatcentrets revlehajhun overraskede alt og alle ved pludselig at gå i fødsel.

Gæsterne fik hurtigt alarmeret dyrepasserne om, at noget var i gære i hajtanken, og så gik det stærkt med at få reddet de nyfødte unger op.

“I formiddags var der nogle af vores gæster, der pludselig kom og fortalte, at en større haj havde spist en mindre haj, og det reagerer vi selvfølgelig på med det samme. Jeg regnede faktisk med, at de havde set forkert, men da vi løb op til hajtanken kunne vi med det samme se fosterhinder i vandet – og også, at revlehajhunnen var i fuld gang med at føde,” fortæller Rune Kristiansen, marinbiolog og kurator i Kattegatcentret.

Det lykkedes dyrepasserne at redde to af de i alt fire nyfødte revlehajunger, der måler cirka 45 centimeter i længden.

”De to første hajunger blev desværre hurtigt spist af de sorttippede revhajer i hajtanken, men det lykkedes os at redde de sidste to unger op. Vi forsøgte at aflede de sorttippede revhajers opmærksomhed samtidig med, at vi gjorde alt for at indfange de små hajunger med lange net. Til sidst måtte en dyrepasser springe i hajtankens lave ende for at nettene kunne nå langt nok, og det lykkedes os heldigvis at få fisket den sidste unge op,” fortæller Rune Kristiansen om den ekstremt sjældne hajfødsel.

At revlehajer i fangeskab pludselig føder unger er intet mindre end en sensation og meget stort for Kattegatcentret.

”En revlehaj-fødsel i fangenskab er ekstremt sjælden. I Europa har vi kun kendskab til, at det er lykkedes to steder tidligere i henholdsvis et spansk og et fransk akvarie, så det er bare rigtig stort, og vi er meget stolte af at kunne bidrage til dette vigtige avlsarbejde,” fortæller Rune Kristiansen.

En revlehajhun er drægtig 9-12 måneder, og for cirka 9 måneder siden observerede dyrepasserne parringsadfærd blandt revlehajparret i hajtanken.

”Vi oplever hvert år parringsadfærd blandt vores hajer, og cirka hvert andet år har vi også opdaget fosterhinder i vandet, men der har aldrig været indikation på levende unger tidligere. Så det kom i dén grad bag på os alle,” fortæller Rune Kristiansen.

Kattegatcentret har haft revlehajhannen siden åbningen i 1993, og revlehajhunnen ankom til Kattegatcentret og den 500.000 liter store, tropiske hajtank i 2001.

Det er ikke kun hajfødslen, der var noget af en sensation – det var det også, at det overhovedet lykkedes Kattegatcentret at redde to af de i alt fire nyfødte hajunger, som er en lækkerbisken for hajtankens øvrige hajer.

”Vi skylder vores gæster en kæmpestor tak. Ikke alene fik de alarmeret os om, at der foregik noget i hajtanken, men de hjalp også under redningsaktionen ved at informere vores dyrepassere om, når der var en hajunge på vej ud af gattet på vores revlehajhun. Og de klappede og hujede også, når det lykkedes vores dyrepassere at redde en unge. Så vi er dybt taknemmelige for hjælpen,” fortæller Rune Kristiansen.

Da hajfødslen er en ekstremt sjælden begivenhed, er der meget lidt erfaring med ungernes overlevelseschancer på længere sigt, men indtil videre ser de to unger ud til at klare sig. Revlehajunger skal klare sig selv fra fødslen.

Powered by Labrador CMS