Danskere vil lave international forretning på tangchips

Thomas Thulesen er så begejstret for tang som råvare, at han har grundlagt virksomheden Wavy Wonders sammen med Neil Southwell. De to vil sælge tangchips til Danmark, og det langsigtede mål er eksport. Foto: Wavy Wonders
Thomas Thulesen er så begejstret for tang som råvare, at han har grundlagt virksomheden Wavy Wonders sammen med Neil Southwell. De to vil sælge tangchips til Danmark, og det langsigtede mål er eksport.

Thomas Thulesen og Neil Southwell vil erobre verden med tangchips, baseret på tang fra Norden. Duoen går efter eksport og fik skåret fortællingen om tang-produktet til i EU-projektet Greater Copenhagen Food Startup.

Publisert Sist oppdatert

Thomas Thulesen har sat sig og sine kolleger i startuppen Wavy Wonders i Svendborg på noget af en opgave: De vil have os til at spise chips lavet af tang. Og de vil gøre tangchips til en international forretning.

“Tang er noget, som mange anser for ildelugtende. Men det er, fordi de er stødt på brunt, rådnende tang i strandkanten. Frisk tang dufter lækkert og er nærende, og så det er bæredygtigt. Det er ganske enkelt fremtidens klimamæssige og ernæringsmæssige superfood,” fastslår Thomas Thulesen.

Salgstalen er skarp og overbevisende, og det er ikke helt tilfældigt. For virksomhedens kernefortælling har fået en opstramning efter en tur igennem iværksættermiljøet CPH Food Space i Kødbyen, som er en vigtig del af det netop afsluttede EU-projekt Greater Copenhagen Food Startup (GCFS).

Her sad Thomas Thulesen og hans partner Neil Southwell i fem måneder sammen med andre iværksættere, der – hjulpet af erfarne specialister – arbejder på at udvikle fremtidens fødevarer og madoplevelser.

En fantastisk proces, siger Thomas Thulesen:

”Vi nåede frem til, at smagen er det centrale i vores fortælling. Vi fik strammet vores brand op og kernefortællingen skåret ned til det kortest mulige. Nu siger vi ”lækkert, nærende, bæredygtigt” – men foretrækker det engelske ”delicious, nitritious, sustainable”, fordi vi fra starten har haft fokus på eksport.”

GCFS har i fem år – fra 2017 til 2022 – været et succesrigt samlingspunkt for madiværksættere, der udvikler fødevarer og madoplevelser af høj kvalitet. 447 iværksættere har deltaget i projektet, og de er mødt op med en masse nye idéer baseret på de stærke trends, der præger fødevareindustrien.

Powered by Labrador CMS