Forskning slår fast – MSC-mærkede fiskerier er sundere

Arkivfoto: MSC

Ny omfattende forskning viser, at de fiskebestande, der fiskes af MSC-certificerede fiskerier, er mere rigelige og fiskes mere bæredygtigt over tid sammenlignet med ikke-certificerede fiskerier.

Publisert

Det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Marine Science har offentliggjort en analyse, der sammenligner bestande, der fiskes af MSC-certificerede fiskerier og de, der fiskes uden MSC-certificering.

Analysen dækker en bred vifte af arter; herunder tun og små pelagiske arter som sild. Sammenligningen omfatter flere geografiske områder på øst- og vestkysten af USA, Canada, Japan, Stillehavet, det sydlige Afrika og Atlanterhavet.

Mens overfiskeri fortsætter med at stige globalt, hvor mere end en tredjedel – i alt 35 procent – af verdens fiskebestande er overfisket, viser analysen, at bæredygtigt forvaltede fiskerier imødegår denne udfordring, ligesom de er mere produktive i det lange løb og dermed sikrer en vigtig kilde til proteinrige fødevarer til planetens voksende befolkning.

Forskningen sammenligner offentlige data om 80 MSC-certificerede fiskebestande og 90 bestande, hvor fiskeriet mangler MSC-certificering. Analysen viser, at fisk, der er certificeret i henhold til MSC’s globale standard for bæredygtigt fiskeri, mere konsekvent fiskes inden for bæredygtige grænser.

“Denne forskning viser, at når fiskerier arbejder efter bedste praksis inden for fiskeriforvaltning – som det er krævet i MSC-fiskeristandarder – kan det give bæredygtige resultater. At fremskyndefremskridtene mod at tackle overfiskeri er fortsat en presserende prioritet globalt set. Vi ved, hvordan vi løser dette problem,” siger programdirektør for Skandinavien og Østersøregionen MSC, Linnéa Engström.

Undersøgelsen har anvendt uafhængige, offentligt tilgængelige data og omfatter den største sammenligning af MSC-certificerede fisk og ikke-MSC-certificerede fisk til dato.

MSC-programmet omfatter en række kontroller for at sikre, at fiskeriet fortsætter med at fungere bæredygtigt efter certificering.

Powered by Labrador CMS