Stor interesse da havneudvidelse blev debatteret på borgermøde

Illustration af den kommende havneudvidelse. Illustration: Hirtshals Havn
Illustration af den kommende havneudvidelse. Illustration: Hirtshals Havn

Omkring 200 borgere mødte torsdag aften op til borgermøde i Multihallen på Nordsøen Oceanarium, hvor planerne for udvidelsen af Hirtshals Havn blev fremlagt.

Publisert Sist oppdatert

Der var stor interesse fra vendelboerne i Hirtshals og omegn, da havnedirektør Per Holm Nørgaard torsdag aften inviterede til borgermøde om udvidelsen af Hirtshals Havn i Multihallen på Nordsøen Oceanarium.

Omkring 200 personer troppede nemlig op til mødet, og det høje antal vidner om, at der er stor interesse for havneudvidelsen, som kræver store investeringer i de kommende år.

“Det er meget positivt, at der var så stor interesse for havneudvidelsen blandt borgerne. Jeg synes, at debatten på borgermødet var meget konstruktiv, og det er naturligvis vigtigt at have byens opbakning, for havnen fylder meget i Hirtshals,” lyder det fra havnedirektør på Hirtshals Havn, Per Holm Nørgaard.

“Jeg har mærket stor opbakning fra byrådet i Hjørring Kommune, og jeg fornemmer også en positiv stemning i forhold til havneudvidelsen blandt borgere og virksomheder. Det er jeg naturligvis meget tilfreds med, for det er helt afgørende for projektet, at både borgere, virksomheder og politikere bakker op om et projekt, der får så stor betydning for Hirtshals, Hjørring Kommune og hele landsdelen – blandt andet fordi vi vil arbejde målrettet på at skabe flere arbejdspladser på havnen,” siger han.

På mødet fortalte Per Holm Nørgaard blandt andet, at havneudvidelsen forbedrer forholdene for de virksomheder, der allerede er på havnen samtidig med, at havnearealet bliver mere attraktivt for nye virksomheder. Konkret omfatter havneudvidelsen blandt andet en ny indsejling og et ydre forhavnsbassin, som gør det muligt for større skibe at anløbe Hirtshals Havn, og der skal etableres større opmarch- og erhvervsarealer.

“Forholdene bliver for eksempel bedre for rederierne og hele transportsektoren, når de skal planlægge logistik- og distributionsløsninger, og efter udvidelsen får vi også plads til, at nye virksomheder kan slå sig ned på Hirtshals Havn,” siger Per Holm Nørgaard.

På borgermødet orienterede Hjørring Kommune om planprocessen og borgernes mulighed for at give deres meninger til kende. Den igangværende fordebat, som begyndte den 14. september, løber indtil den 12. oktober. Derefter udarbejder kommunen konkrete planforslag for anvendelsen af de nye havnearealer samt miljøvurderinger af planerne.

Omkring 200 interesserede borgere mødte op til torsdagen borgermøde.
Powered by Labrador CMS