Alternativet: Indlæg fra en fisker i Folketinget

Torsten Gejl. Foto: Alternativet
Torsten Gejl.

Det Maritime Valg – Landbruget ødelægger det kystnære fiskeri og fiskeriet i vores indre farvande. Derfor skal landbruget omstilles. Sådan lyder det i dagens indlæg fra Folketingsmedlem og fiskeriordfører for Alternativet, Torsten Gejl.

Publisert Sist oppdatert

Af Torsten Gejl, fiskeriordfører for Alternativet

Fiskeriet har altid været en central del af mit liv, så derfor er det forfærdeligt at se, hvordan fiskeriet langs kysten og i de indre danske farvande nærmest er forsvundet i løbet af de seneste ti år. Bortset fra de vandrende fisk, som sild, makrel, hornfisk og havørred, er det jo stort set dødt. Og de vandrende fisk er jo slet ikke nok til at opretholde et fiskerierhverv.

Jeg er både en ivrigt lystfisker og jeg har også arbejdet tre sæsoner på Lofoten i Nordnorge som erhvervsfisker tilbage i min ungdom. Det var i Vestfjorden, hvor vi satte garn i lænker på et par kilometer på et par hundrede meters dybde og det var altid spændende at se, hvad der kom op i garnene. Torsk, sej, rødfisk, flyndere, rokker, havtasker, havkat og en masse andre fisk, der især kom ned til Vestfjorden fra ishavet for at gyde.

Jeg har haft mange jobs, men jobbet som fisker i Nordnorge måler sig med de bedste – også jobbet som medlem af Folketinget. Og det er ikke engang der, jeg fik min passion for fiskeri. Det var som knægt ved Ballehage i Aarhusbugten, hvor man ved mørkets frembrud kunne tage så mange småtorsk, skrubber og isinger, man kunne nå, før det blev så sent, at man skulle hjem, før skideballen blev for stor.

Siden har jeg fisket i søer, åer, ved havet, både med stang og harpun og i dag er jeg dedikeret laksefisker og kæmper med laks på både 10 og 15 kg+ på min enhånds fluestang i de laplandske vildmarkselve.

I dag er det dog dødt, hvis jeg smider forfanget ud ved Varna eller Ballehage eller de lokale kyster, hvor jeg brugte så mange timer som dreng, mens jeg ventede på de små magiske nøp i stangspidsen. Og det gælder stort set alle de indre farvande, kyster, fjorde, vige og bugter, som jeg besøger for at tale med fiskerne i forbindelse med mit politiske virke.

De få fiskere, der er tilbage taler om mange årsager til, at fiskene er forsvundet, men en ting, der går igen er den udledning af næringsstoffer fra landbruget, der skaber omfattende iltsvind og ødelægger havmiljøet.

Udsivningen af næringsstoffer kommer jo fra landbruget og her oplever jeg, at det ene erhverv ødelægger det andet. Landbruget ødelægger det kystnære fiskeri og fiskeriet i vores indre farvande.

Det er en af grundene til, at jeg arbejder hårdt for at få omstillet landbruget, så der ikke pøses langt mere gødning ud på markerne end jorden kan optage.

Det er en lang kamp, men den skal simpelthen føre til store begrænsninger i udledningen af næringsstoffer. Det er en forudsætning for, at vi på sigt kan få et godt fiskeri på kysterne og i de indre farvande så fiskerbådene, garnene og ruserne og livet på kajen, med tiden kan blive en del af den danske havne kultur igen. Ja, og så vores børn jo også forhåbentlig igen komme til at opleve glæden ved at fange en spand skrubber og tage den med hjem til mutter.

Torsten Gejl.
Powered by Labrador CMS