Ørsted vil bygge fire nye havvindmølleparker – Her skal de ligge
Den danske energigigant Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners går sammen om at udvikle omkring 5,2 gigawatt havvind i Danmark.
Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har indgået et partnerskab om udviklingen af omkring 5,2 gigawatt havvind. Det svarer til mere end en fordobling af Danmarks nuværende havvindproduktion. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Ørsted og CIP planlægger at udvikle i alt fire havvindmølleparker i Vikinge Banke (1,1 GW) og Jyske Banke Nord (1,1 GW) i Nordsøen samt Bornholm Bassin Syd (1,5 GW) og Bornholm Bassin Øst (1,5 GW) i Østersøen.
Partnerskabet har til hensigt kraftigt at accelerere den grønne omstilling, skabe værdi i havvindindustrien, styrke vækst- og jobskabelsen og kickstarte et dansk erhvervs- og eksporteventyr inden for Power-to-X, og havvindmølleparkerne vil blive etableret, uden at de danske skatteydere skal have penge op af lommen, lyder det.
“Danmark har været en pioner i havvindindustrien og er førende i den grønne omstilling. De fire store åben dør-projekter kan være med til at cementere Danmarks fortsatte førerposition og skabe fundamentet for at kickstarte den næste fase af et dansk erhvervseventyr inden for produktion af grøn brint og grønne brændstoffer. Jeg er meget begejstret for partnerskabet med CIP, hvor vi samler vores unikke kompetencer og viden for at udvikle en væsentlig del af Danmarks havvindressourcer,” lyder det fra regionsdirektør for Kontinentaleuropa hos Ørsted, Rasmus Errboe.