Ny rute for godstrafik mellem Hanstholm og Norskekysten

Fragtskibet Oddrun With ved Hanstholm Havns nye kaj under rederiets prøveanløb i august 2022. Fotograf: Ole Iversen
Fragtskibet Oddrun With ved Hanstholm Havns nye kaj under rederiets prøveanløb i august 2022. Fotograf: Ole Iversen

Fra første uge af 2023 starter det norske rederi Egil Ulvan AS en fast rutesejlads til og fra Hanstholm Havn med danskproduceret fiskefoder til norske offshore fiskefarme.

Publisert

På den udbyggede Hanstholm Havn er man efter endt udvidelse klar til at byde mere aktivitet velkommen. For selvom havnen efter gennemført udbygning står med en stor gæld og det netop er besluttet, at havnen fra årsskiftet overgår til Thisted Kommune, har udvidelsen også affødt en stor tro på fremtiden. Det udmærker sig allerede til januar, hvor resultatet af en ny aftale sejler i havn, når Egil Ulvan Rederi AS med base i Trondheim sætter ugentlig kurs mod Hanstholm.

Egil Ulvan Rederi AS gennemførte i august i år et prøveanløb i Hanstholm med rederiets nye fragtskib Oddrun With, der tilhører en grønnere skibstype, som udleder 25 procent mindre CO2 ved at sejle på flydende naturgas og batteri. Prøveanløbet gik planmæssigt, og derfor skaber en langsigtet aftale med rederiet både glæde og forventning på havnen i Hanstholm.

“Jeg har aldrig været i tvivl om, at Hanstholm Havn har et stort potentiale – ikke kun i forhold til fiskeriet, men også når vi taler godstransport. Havnen ligger ideelt som bindeled mellem nord- og sydgående knudepunkter ad ’den blå motorvej’, mens vi på landsiden har et stort opland med meget produktion. Det skaber tilsammen rigtig gode forudsætninger for at få en voksende godsmængde til at gå via Hanstholm Havn,” siger konstitueret havnedirektør Søren Zohnesen.

Egil Ulvan Rederi AS ser gode muligheder i opkoblingen til Hanstholm og fremhæver både havnens visionære arbejde og besejlingsforholdene i havnen.

“Vores møde med Hanstholm Havn har foreløbigt kun været positivt. Vi har mødt en havn, der er markedsorienteret og har fremtidsudsigter – både når det kommer til at tilbyde grønne energiløsninger og i deres arbejde med at fremme godsaktivitet, hvor vi oplever en havn, der arbejder aktivt med at kortlægge et kundegrundlag. Samtidig har havnen gode indsejlingsforhold, som kan være med til at sikre anløb i selv udfordrende vejrsituationer i vinterperioden. Vi føler os derfor helt trygge ved at sejle til en havn, som har de bedste fremtidsudsigter for at levere grønne transportløsninger mellem Danmark og hele Norges kyst til en konkurrencedygtig pris,” lyder det fra CEO i Egil Ulvan Rederi AS, Arild Hoff.

Det er rederiets to fragtskibe Oddrun With og With Frohavet, som på skift vil hente danskproduceret fiskefoder fra foderproducenten Aller Aqua og sejle det fra Hanstholm til fiskefarme i det nordvestlige Norge. Og der er plads til mere gods ombord – både på turen fra Hanstholm via Stavanger til det nordvestlige Norge, og retur mod Hanstholm. Hanstholm Havn og Egil Ulvan Rederi AS hører derfor gerne fra virksomheder, der kan have interesse i at få gods transporteret på denne strækning.

Den nye rute vil have forventet anløb i Hanstholm hver mandag med ankomst i Stavanger-området tirsdag og i det nordlige Vestnorge i slutningen af ugen. Hanstholm Stevedore står for lastning og losning i Hanstholm, mens Nordshipping tager sig af klarering.

Powered by Labrador CMS