Statsrevisorerne godkender sidste punkt i sag om tilskud på fiskeriområdet

Foto: Fiskeristyrelsen

Statsrevisorerne har behandlet Rigsrevisionens notat om opfølgning på beretning om tilskud på fiskeriområdet fra 2018 på deres mø­de mandag den 16. januar 2023 uden bemærkninger. Ifølge Rigsrevisionens notat vurderes det, at den samlede sag hermed kan afsluttes.

Publisert

I Rigsrevisionens notat til Statsrevisorerne følges der op på sagen om tilskud på fiskeriområdet, som blev indledt med en beretning i 2018.

Konklusion i notatet er, at Rigsrevisionen vurderer, at sagen nu kan afsluttes med gennemførelse af det sidste opfølgningspunkt i beretningen. Det omfatter, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har gennemgået de resterende tilskudssager og har rejst tilbagebetalingskrav i de sager, hvor der er konstateret fejl eller uregelmæssigheder.

Afslutningen af sagen sætter endeligt punktum for genopretningen af Fiskeristyrelsen, der blev igangsat i 2018. Oprettelsen af den nye Fiskeristyrelse var en konsekvens af de forvaltningsmæssige problemer, der er beskrevet i Rigsrevisionens to beretninger fra 2017 om kvotekoncentration i fiskeriet og 2018 om tilskudsområdet samt Kammeradvokatens forvaltningseftersyn fra 2018.

“Jeg er både stolt over og tilfreds med, at vi med Statsrevisorernes godkendelse hermed kan anse genopretningsarbejdet på fiskeriområdet for afsluttet. Vi er nu kommet i mål med flere års intensivt genopretningsarbejde af styrelsen, som har sikret, at forvaltningen af fiskeriområdet fremadrettet sker korrekt, ensartet og gennemsigtigt. Vi har nu et rigtig godt afsæt for den videre forankring af genopretningsarbejdet, så vi kan sikre, at der også fremadrettet kan leveres en effektiv og professionel fiskeriforvaltning,” siger Fiskeristyrelsens direktør Nanna Møller.

Arbejdet med genopretningen af Fiskeristyrelsen har blandt andet omfattet udarbejdelse af nye administrationsgrundlag for kontrol- og tilskudsområdet, udarbejdelse af nye og opdaterede instrukser, gennemgang af gamle tilskudssager og korrekt implementering af EU’s pointsystem samt styrkelse af styrelsens samlede juridiske, forvaltningsmæssige såvel som revisionsmæssige kompetencer.

Rigsrevisionens opfølgning på beretning fra 2017 om kvotekoncentration i fiskeriet blev behandlet uden bemærkninger på Statsrevisorernes møde i oktober 2021.

Med Statsrevisorernes behandling af Rigsrevisionens opfølgning på beretning om tilskud på fiskeriområdet uden bemærkninger, anses genopretningen af Fiskeristyrelsen nu for at være fuldendt.

Powered by Labrador CMS