Undersøgelse slår fast – Direkte forbindelse mellem overvågningen og stress

Screenshot 2023-02-01 at 11.07.07

Kameraovervågningen i Kattegat har psykiske konsekvenser for fiskerne, og 85 procent oplever, at det fører til arbejdsrelateret stress. Det viser ny forskning med fokus på fiskeres arbejdsmiljø og helbred, som Syddansk Universitet har delt med FiskerBladet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er efterhånden almen viden, at der er en enorm utilfredshed med kameraovervågningen på fiskekuttere i Kattegat, og erhvervet har længe råbt på handling og dialog. Som man siger på godt jysk – det er rigtig træls.

Men det må siges at være en pragmatisk og underdrevet tilgang, for kameraovervågningen er langt mere end bare træls, den har nemlig direkte indflydelse på fiskernes arbejdsmiljø, hvor psykisk belastning, stress og mistænkeliggørelse er nogle af de konsekvenser, man oplever på kutterne. Sådan lyder de foreløbige konklusioner
i en undersøgelse fra Syddansk Universitet (SDU).

Ifølge undersøgelsens foreløbige resultater, som SDU har delt med FiskerBladet, er der nemlig ingen tvivl om, at kameraovervågningen har negativ indflydelse på fiskernes arbejdsmiljø og påvirker dem psykisk.

Undersøgelsen ‘Konsekvenser af elektronisk overvågning af bundtrawlfiskeriet i Kattegat for danske fiskere’ foretages af en forskergruppe på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Institut for Sociologi, Miljø og Erhvervsøkonomi ved SDU og er finansieret af Fiskeafgiftsfonden. Den består blandt andet af en spørgeskemaundersøgelse, der fokuserer konkret på, hvordan kameraovervågningen påvirker arbejdsmiljøet ombord på kutterne.

De foreløbige resultater af undersøgelsen viser blandt andet, at 80 procent af fiskerne slet ikke ønsker kameraovervågning. 89 procent svarer, at overvågningen krænker privatlivets fred, og 85 procent svarer, at det fører til arbejdsrelateret stress. 89 procent føler ikke, at myndighederne stoler på dem, og ved to åbne spørgsmål er ord som stress og usikkerhed markerede.

“De foreløbige konklusioner er tydelige – der er en direkte forbindelse mellem overvågningen og arbejdsrelateret stress. Fiskerne er bekymrede for kameraovervågningen og er stressede og nervøse for at måtte forlade fiskerifaget på den baggrund. De føler usikkerhed og føler sig ikke gode nok og mistænkeliggjort af myndighederne,” siger lektor Despoina Andrioti Bygvraa.

FiskerBladet er i det helt nye magasin, som netop er kommet på gaden, gået helt tæt på kameraovervågningen i Kattegat og stiller skarpt på konsekvenserne for fiskernes arbejdsmiljø. Læs hele magasinet her.

Powered by Labrador CMS