Fiskere føler sig som gidsler: ‘Adgang til norsk farvand er afgørende’

Svend-Erik Andersen. Foto: Danmarks Fiskeriforening
Svend-Erik Andersen.

Der er endnu ikke landet et fiskeriaftale mellem EU og Norge, og de danske fiskere føler sig taget som gidsler i forhandlingerne.

Publisert

I disse dage kan de danske fiskere markere et kedeligt jubilæum. For årets første måned er gået, og det betyder, at EU’s og de 150 danske fiskefartøjer, som normalt fisker i norsk farvand, ikke har haft adgang til deres fiskepladser i en måned.

Forhandlingerne om en aftale for 2023, som startede tilbage i oktober måned sidste år, er nemlig gået i hårdknude. Det betyder, at der endnu ikke er landet en fiskeriaftale mellem EU og Norge, og danske fiskere føler sig taget som gidsler i forhandlingerne.

Forhandlingerne skulle egentlig have været afsluttet i december, så fiskeriet i norsk farvand kunne fortsætte i 2023 fra årsskiftet, men endnu er det altså endnu ikke lykkedes for parterne at komme i mål.

Situationen, hvor forhandlingerne mellem EU og Norge, gør livet surt for dansk erhvervsfiskeri, er dog langt fra ny. Således fik de danske fiskere i 2021 først adgang til at fiske i norsk farvand sidst i marts måned.

“Det er dybt frustrerende, at vi igen sidder i en situation, hvor de danske fiskere må betale prisen for, at EU og Norge ikke er blevet enige om en aftale for fiskeriet fra årsskiftet. At der ikke er adgang til vigtige fiskepladser i Nordsøen og Skagerrak er i sig selv et problem. Det bliber kun værre af, at fiskerne i eksempelvis Skagerrak nu klumpes sammen på et mindre område end, hvad der er hensigtsmæssigt,” siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

Den manglende aftale mellem EU og Norge skyldes lige nu ikke mindst, at man er uenige om forhold i Atlanterhavet – herunder blåhvillingfiskeriet – men også Brexit hænger ifølge Danmarks Fiskeriforening sammen med den nuværende situation.

“Brexit bliver ved med at plage dansk fiskeri. Det er den her situation desværre et eksempel på, og det er rigtig ærgerligt, at det rammer danske og norske fiskere, som bare gerne vil passe deres arbejde,” siger Svend-Erik Andersen.

I Danmarks Fiskeriforening opfordrer man derfor til, at parterne hurtigst muligt kommer tilbage til forhandlingsbordet og får en aftale på plads, så fiskeriet hurtigst muligt kan komme i gang igen. For den nuværende situation gavner hverken fiskebestandene eller fiskerne.

“Jeg opfordrer forhandlerne til at komme tilbage til forhandlingsbordet, og hurtigst muligt lande en aftale,. Jeg ved de danske forhandlere gør alt, hvad de kan, og det skal de have ros for. For lige nu er situationen total uholdbar for de danske fiskere, og det er heller ikke en gevinst for fiskebestandene, at fiskeriet koncentreres på et mindre område end der, hvor fiskeriet normalt foregår,” siger Svend-Erik Andersen.

Powered by Labrador CMS